Efter Anders' besøg, Kristine og Frank's visit og turen til Eilat med Sigrid måtte jeg hellere se at komme tilbage i arbejde - så de næste mange uger herefter går med at arbejde. Jeg havde fra dag 1 meldt ud, at jeg godt kunne tænke mig at komme til at arbejde i afdelingen for fysioterapi, men her efter 3½ måned er der stadig ikke sket noget, og jeg indser, at det ikke kommer til at ske. I og med at mit arbejde ikke længere giver mig dét, det gjorde i starten, at jeg ikke længere lærer noget nyt, ingen grænser bliver brudt og jeg snart har været i hele landet, så synes jeg, at tiden er begyndt at blive lang. Jeg tror, at den metaforiske rygsæk jeg bar med mig i israel, efterhånden var blevet fyldt helt op.
Jeg gør mig en del overvejelser, men beslutter at snakke med Lise, min kære kontaktperson i Israel, og tale tingene igennem. Lise er meget forstående, og det var skønt lige at få talt ud om tingene.
Der var flere årsager til, at jeg gerne ville hjem, men mærkeligt nok var hjemve ikke en af dem. Jeg savnede ikke som sådan at bo i Danmark, jeg havde bare ikke længere lyst til at bo i Israel. At arbejdet var blevet meget trivielt, at jeg kedede mig på jobbet var en stor del af beslutningen, men en anden del af det var, at jeg var lidt for alene. Det er svært at forklare, for der var jo mange, rigtig søde danskere som jeg lærte at kende rigtig godt, men jeg manglede en der var som mig, og jeg tror at situationen havde set meget anderledes ud, hvis jeg havde været rejsende med en kammerat og ikke have været rejst alene.
Efter mange nætters overvejelse kom jeg til den konklussion, at jeg ikke har fortrudt noget. At jeg tog afsted var et kæmpe skridt - ubetinget det mest spontane jeg nogensinde har gjort. Jeg har mødt mennesker, en kultur og en verden, jeg ellers aldrig ville have mødt, og det skal alle, der har været involveret have tak for. Jeg har lært mig selv bedre at kende både på godt og på ondt, jeg har brudt grænser og jeg har for alvor stået på egne fødder. Jeg har fået de flotteste naturoplevelser i mit liv og selvom jeg ikke er troende, så har jeg alligevel gået i Jesus fodspor. Alt i alt: en tur jeg aldrig, aldrig vil glemme, og som har rykket mig på så mange områder.
Alligevel rejste jeg hjem den 21. december, efter 4 måneder og 3 dage i Israel. Jeg tænkte meget over, om det var et nederlag, at tage hjem, om jeg skuffede mig selv, men det føler jeg ikke, at jeg har gjort. Jeg havde fået alt hvad jeg kom efter, og der var ikke mere for mig - i hvert fald ikke i denne omgang. Min før omtalte rygsæk var fyldt, og før jeg har fået læsset af, er der ikke plads til mere. Jeg havde sagt mine fodspor for denne gang - jeg havde levet der, og jeg har gjort en forskel der. At skulle sige farvel til alle beboerne, som jeg har arbejdet med, var alligevel hårdt, men det blev vist heller ikke et farvel, nok nærmere et "på gensyn". Israel er et fantastisk land at rejse i, så mon ikke, at jeg vender tilbage engang :-)
onsdag den 12. januar 2011
I Eilat med Sigrid
Efter at have sagt farvel til Kristine og Frank, tager jeg samme aften ud for at mødes med Sigrid på Central Bus station, hvor vi tager på en lille 3-dagstur ned til varmen i det sydligste punkt i israel - Eilat. Eilat er en rendyrket ferieby, der er ikke meget kultur og historie - til gengæld er der krystalklart vand, flotte koreller og fisk i så mange farver, at Find Nemo ligner en sort/hvid film i sammenligning!
De bliver nogle rigtig gode dage, hvor vi fik genoplevet sommervarmen på et parogtredve grader, I ved, der er slutningen af November (gør jeg nogen misundelige? ;-))
Sigrid har en evne til at komme i kontakt med mennesker, hun er den der på kortest tid har snakket med flest fremmede I VERDEN! Det er jeg i hvert fald temmelig overbevist om. Hvordan hun gjorde det var jeg bestemt ikke sikker på, før vi lå på stranden den 2. dag. Jeg tror, Sigrid nyser, men jeg er ikke sikker - hun laver i hvert fald en mærkelig lyd, og ud af det blå er der en ældre herre der henvender sig og spørger om hun er okay. Det viser sig, at han er tidligere manager på stedet, og spørger om vi er sulte - nærmest inden vi når at svare får vi serveret lækker fisk og ris og salat. Det er fedt at rejse med Sigrid! :-)
De bliver nogle rigtig gode dage, hvor vi fik genoplevet sommervarmen på et parogtredve grader, I ved, der er slutningen af November (gør jeg nogen misundelige? ;-))
Sigrid har en evne til at komme i kontakt med mennesker, hun er den der på kortest tid har snakket med flest fremmede I VERDEN! Det er jeg i hvert fald temmelig overbevist om. Hvordan hun gjorde det var jeg bestemt ikke sikker på, før vi lå på stranden den 2. dag. Jeg tror, Sigrid nyser, men jeg er ikke sikker - hun laver i hvert fald en mærkelig lyd, og ud af det blå er der en ældre herre der henvender sig og spørger om hun er okay. Det viser sig, at han er tidligere manager på stedet, og spørger om vi er sulte - nærmest inden vi når at svare får vi serveret lækker fisk og ris og salat. Det er fedt at rejse med Sigrid! :-)
Mere besøg!!!
Da Anders tager hjemad fortsætter jeg med at holde et par dage fri - Kristine og Frank, min kusine og hendes kæreste, kommer på visit i Israel og vi mødes en eftermiddag og sætter os på en café ved det Jødiske Marked. Jeg foreslår, at vi tager til det døde hav næste dag, og det er de heldigvis friske på. Så dagen efter står vi alle tidligt op, mødes på banegården, og jeg får endnu en mulighed for at vandre i den skønne natur ved Ein Gedi og bade lidt i det salte hav. Og tænkt sig, så har de sørme taget lakrids med til mig hjemmfra - MUMS! Det er en mangelvare i Israel, så er det sagt. :-)
onsdag den 22. december 2010
En drengetur!
8.-15. November.
Jeg arbejder om morgenen den 8., fri kl 15.30 og derefter direkte til Ben Gurion, lufthavnen i Tel Aviv, hvor en af mine bedste kammerater, Anders Walther, ankommer for at tilbringe den næste uge med mig i "Guds land".
Første aften tager vi ind til Den Gamle By, men næsten alt er lukket, så det bliver bare til en falafel og derefter hjem til Maon Gilo, hvor vi får pakket Anders ud, installeret og gået over planerne for de næste par dage.
Tirsdagen den niende går turen til Jerusalem - denne gang er det ikke første gang, at jeg viser nogen rundt I Jerusalem, så planlægningen mht. rækkefølgen af ting går væsentligt bedre.
Anders og Jeg har heldigvis samme naturligt faste gang, så med meget raske skridt kommer vi hurtigt til toppen af Oliebjerget. Derefter går vi rundt om den gamle by langs ydermuren, og får nogle flotte billeder af bjerget ved siden af os. Vi er ved grædemuren mens det endnu er formiddag, og derefter går vi en lang tur rundt i den gamel by - blandt andet op og får en falafel hos David's Kitchen: David's Kitchen er et lille sted i det gamle by, som Lise viste mig. Dette sted har vist sig at lave de bedste falafler i verden, og til den nette sum af kun ca. 15 kroner. Der kom Anders og jeg en del gange i løbet af turen. I mellemtiden kan vi nu komme til Dome Of The Rock (de har faste åbningstider for ikke-muslimer), og vi går derfor derhenad. Vi står først i kø for derefter at få tasker igennem security, derefter forbi 2. vagtpost, og først da vi står ved indgangen til pladsen bliver vi stoppet af 3. vagtpost, der fortæller os, at vi ikke kan komme ind med shorts på. Da han først nægter os adgang, siger vi, at så går vi da bare tilbage. Han ombestemmer sig dog og siger, at der er en mulighed, og beder os gå ned langs en sti og snakke med ham for enden. Det gør vi så. Manden for enden er uden tvivl hans ven, som vil sælge os tørklæder til at dække vores ben med.
I den gamle by kan man finde et utal af flotte og farverige tørklæder i høj kvalitet. Dem han ville sælge os var dog ikke en sådan slags. De var i dårlig kvalitet og - grimme er måske så meget sagt, men i hvert fald ikke de 100 shekel værd, som han ville have. Ham får vi dog også hurtigt prutten ned til 50 for 2, men jeg er ikke et sekund i tvivl om, at vi stadig blev snydt. Dome Of the Rock er dog stadig en meget fascinerende moske, som uden tvivl skal ses, hvis man er i nærheden. Vi besøger de andre særværdigheder som gravkirken, går dele af Via Dolorosa samt betræder stenene, som også Jesus betrådte. Da vi er færdige i jerusalem hen mod aften tager vi turen tilbage til Maon Gilo, og hviler vores ømme føder mens vi ser film og får en øl.
Skønt jeg er med mange danskere i Israel, så var det virkelig tiltrængt og fedt at have besøg af en god barndomsven, der deler flere opfattelser og humor, så det bliver til nogle gode snakke henover de næste par dage.
Onsdagen står vi enormt tidligt op, jeg tror kl er knap seks da vi er oppe og laver æg og humus til morgenmad, inden vi tager afsted mod Jerusalem Central Bus Station, for at nå første bus til Ein Gedi - det Døde Hav. Så skulle der altså vandres - kl 9 ankommer vi til naturreservatet Ein Gedi, hvor vi vil bruge de næste mange timer på at vandre. Jeg var et smut her forbi med min familie, og syntes så godt om stedet, at jeg blev nødt til at tage en længere tur her, hvilket blev i følgesskab med Anders. Vi tager først den lille tur til Davids spring, der er den mindste af turerne i Ein Gedi. Vi har ikke helt fået nok her, så vi går et smut længere opad, og finder et skilt der fortæller os, at ruten vi er ved at begynde på, skal man være på inden kl 11, og kun er for "skilled hikers", hvor nedstigningen er "extremely difficult". Kl er halv tolv, men efter korte overvejelser beslutter vi os for, at det kan vi godt klare. Hastigheden med hvilken vi bevægede os bar nok en smule præg af, at vi godt vidste, at vi fra start var en halv time bagud.
Solen bager ved det døde hav, og på trods af, at det er starten af november måned, så bager solen virkelig meget. Anders og jeg når hurtigt frem til den konklusion, at vi er nødt til at rationere det vand vi har på denne tur, da tørsten ikke synes at ville stilles overhovedet i heden.
For at forklare vores vandretur, så prøver jeg her at beskrive landskabet ved Ein Gedi og det døde hav.
Det Døde Hav ligger ca. 400 meter under havets overflade. Omkring havet er noget der mest af alt ligner en kæmpe, kæmpe væg af bjerge, der er flere hundrede meter højt. Man forestiller sig næsten, at Det Døde Hav er bunden af en gryde. Ein Gedi begynder så ved bunden af gryden, og bevæger sig lidt op ad siden på "gryden". Den tur Anders og jeg tog, var fra bunden af Ein Gedi, hele vejen op på bjerget, krydse ørkenen på toppen, for at komme ned andetssteds i endnu en kløft. Denne tur er uden tvivl den hårdeste og varmeste tur jeg nogensinde har gået. Vi blev hurtigt enige om, at det ikke er en familietur, og jeg er glad for at jeg ikke tog mor med derop.
På trods af, at vi så utroligt flotte syn på turen - vandfald, udspring, vegetation, dyr - så føler jeg alligevel, at selve gåturen, udmattelsen, tørsten og de ømme fødder var det fedeste. Sjældent har jeg følt mig så brugt og udmattet. Dette var en af de bedste turer jeg har haft i Israel - og den er ikke engang slut.
Efter den "extremly difficult"'e nedstigning (og nogle sår og rifter senere), kommer vi tilbage til start, og beslutter os for at vi hellere vil tage ned og bade i havet dagen efter. Derfor tager vi bussen til Masada, og kl 5 står vi ved foden og begynder at lede efter teltplads.
At fnde et godt sted at slå telt op lyder ikke særlig svært, når man kommer fra Danmark, men i en stenørken hvor intet er blødt, alt er ujævnt og solen er på vej ned, så er det sværere end først antaget. Vi finder dog et sted uden de største sten, men eftersom vi har glemt liggeunderlag, så bliver det en hård nat.
Vi har telt oppe halv seks, begynder at spise aftensmad der består af medbragt Pitabrød, hvidløgsost, frugt og nødder - udsøgt lækkert. Kl havl syv lægger vi os til at sove - ja, vi sov kl 19.00.
Torsdagen.
Efter at være gået i seng kl syv dage før, så skulle man næsten tro at man var frisk når man vågnede. Men efter en nat i en stenørken, men kun et håndklæde som liggeunderlag og i en sovepose, og opvækningsalarm kl 4.30, så var det i hvert fald ikke hvad vi var. Og smadrede efter gårsdagens lange vandretur var vi også - men nu skal vi bestige Masada og så solopgang op toppen! Solen står op kl seks, vi er der et kvarter før tid. Meget kvæstede, meget svedende og meget, meget trætte, ser vi endeligt solen stå op. Synet var fantastisk, men når jeg tænker tilbage tror jeg mere, at det var fordi vi havde kæmpet sådan, og var så udmattede, og endeligt havde nået vores mål, at det var fantastisk - nærmere dét, end at solopgangen rent faktisk var noget specielt. I morgensolen agerer jeg endnu engang guide på Masada, og inden kl den er 9 er vi nede igen og har hele dagen foran os.
Vi tager en bus til Qualya beach, hvor vi kommer i det salte hav og får smurt os ind i lidt mudder og renset huden og sjælen, og virkeligt får slappet af. Ahhhhh. :-)
Resten af dagen slappede vi af, da vi endelig kom hjem til Maon Gilo.
Fredagen.
Shabat begynder om fredagen og derfor var det oplagt, at vi tog en dag til at restituere fra vores noget vilde hike'e tur, så det blev at handle ind mens der stadig var åbent og så sole på taget og lavede lækker mad om aftenen - det er ikke hver aften, at jeg har fået bøffer, skiveskårne kartofler og brun sovs. Mums.
I slutningen af Anders' besøg tog vi til Tel Aviv og nød vejret og fik den sidste "tan", inden hjemrejsen. Tel Aviv, C'est la vie! :-)
Jeg arbejder om morgenen den 8., fri kl 15.30 og derefter direkte til Ben Gurion, lufthavnen i Tel Aviv, hvor en af mine bedste kammerater, Anders Walther, ankommer for at tilbringe den næste uge med mig i "Guds land".
Første aften tager vi ind til Den Gamle By, men næsten alt er lukket, så det bliver bare til en falafel og derefter hjem til Maon Gilo, hvor vi får pakket Anders ud, installeret og gået over planerne for de næste par dage.
Tirsdagen den niende går turen til Jerusalem - denne gang er det ikke første gang, at jeg viser nogen rundt I Jerusalem, så planlægningen mht. rækkefølgen af ting går væsentligt bedre.
Anders og Jeg har heldigvis samme naturligt faste gang, så med meget raske skridt kommer vi hurtigt til toppen af Oliebjerget. Derefter går vi rundt om den gamle by langs ydermuren, og får nogle flotte billeder af bjerget ved siden af os. Vi er ved grædemuren mens det endnu er formiddag, og derefter går vi en lang tur rundt i den gamel by - blandt andet op og får en falafel hos David's Kitchen: David's Kitchen er et lille sted i det gamle by, som Lise viste mig. Dette sted har vist sig at lave de bedste falafler i verden, og til den nette sum af kun ca. 15 kroner. Der kom Anders og jeg en del gange i løbet af turen. I mellemtiden kan vi nu komme til Dome Of The Rock (de har faste åbningstider for ikke-muslimer), og vi går derfor derhenad. Vi står først i kø for derefter at få tasker igennem security, derefter forbi 2. vagtpost, og først da vi står ved indgangen til pladsen bliver vi stoppet af 3. vagtpost, der fortæller os, at vi ikke kan komme ind med shorts på. Da han først nægter os adgang, siger vi, at så går vi da bare tilbage. Han ombestemmer sig dog og siger, at der er en mulighed, og beder os gå ned langs en sti og snakke med ham for enden. Det gør vi så. Manden for enden er uden tvivl hans ven, som vil sælge os tørklæder til at dække vores ben med.
I den gamle by kan man finde et utal af flotte og farverige tørklæder i høj kvalitet. Dem han ville sælge os var dog ikke en sådan slags. De var i dårlig kvalitet og - grimme er måske så meget sagt, men i hvert fald ikke de 100 shekel værd, som han ville have. Ham får vi dog også hurtigt prutten ned til 50 for 2, men jeg er ikke et sekund i tvivl om, at vi stadig blev snydt. Dome Of the Rock er dog stadig en meget fascinerende moske, som uden tvivl skal ses, hvis man er i nærheden. Vi besøger de andre særværdigheder som gravkirken, går dele af Via Dolorosa samt betræder stenene, som også Jesus betrådte. Da vi er færdige i jerusalem hen mod aften tager vi turen tilbage til Maon Gilo, og hviler vores ømme føder mens vi ser film og får en øl.
Skønt jeg er med mange danskere i Israel, så var det virkelig tiltrængt og fedt at have besøg af en god barndomsven, der deler flere opfattelser og humor, så det bliver til nogle gode snakke henover de næste par dage.
Onsdagen står vi enormt tidligt op, jeg tror kl er knap seks da vi er oppe og laver æg og humus til morgenmad, inden vi tager afsted mod Jerusalem Central Bus Station, for at nå første bus til Ein Gedi - det Døde Hav. Så skulle der altså vandres - kl 9 ankommer vi til naturreservatet Ein Gedi, hvor vi vil bruge de næste mange timer på at vandre. Jeg var et smut her forbi med min familie, og syntes så godt om stedet, at jeg blev nødt til at tage en længere tur her, hvilket blev i følgesskab med Anders. Vi tager først den lille tur til Davids spring, der er den mindste af turerne i Ein Gedi. Vi har ikke helt fået nok her, så vi går et smut længere opad, og finder et skilt der fortæller os, at ruten vi er ved at begynde på, skal man være på inden kl 11, og kun er for "skilled hikers", hvor nedstigningen er "extremely difficult". Kl er halv tolv, men efter korte overvejelser beslutter vi os for, at det kan vi godt klare. Hastigheden med hvilken vi bevægede os bar nok en smule præg af, at vi godt vidste, at vi fra start var en halv time bagud.
Solen bager ved det døde hav, og på trods af, at det er starten af november måned, så bager solen virkelig meget. Anders og jeg når hurtigt frem til den konklusion, at vi er nødt til at rationere det vand vi har på denne tur, da tørsten ikke synes at ville stilles overhovedet i heden.
For at forklare vores vandretur, så prøver jeg her at beskrive landskabet ved Ein Gedi og det døde hav.
Det Døde Hav ligger ca. 400 meter under havets overflade. Omkring havet er noget der mest af alt ligner en kæmpe, kæmpe væg af bjerge, der er flere hundrede meter højt. Man forestiller sig næsten, at Det Døde Hav er bunden af en gryde. Ein Gedi begynder så ved bunden af gryden, og bevæger sig lidt op ad siden på "gryden". Den tur Anders og jeg tog, var fra bunden af Ein Gedi, hele vejen op på bjerget, krydse ørkenen på toppen, for at komme ned andetssteds i endnu en kløft. Denne tur er uden tvivl den hårdeste og varmeste tur jeg nogensinde har gået. Vi blev hurtigt enige om, at det ikke er en familietur, og jeg er glad for at jeg ikke tog mor med derop.
På trods af, at vi så utroligt flotte syn på turen - vandfald, udspring, vegetation, dyr - så føler jeg alligevel, at selve gåturen, udmattelsen, tørsten og de ømme fødder var det fedeste. Sjældent har jeg følt mig så brugt og udmattet. Dette var en af de bedste turer jeg har haft i Israel - og den er ikke engang slut.
Efter den "extremly difficult"'e nedstigning (og nogle sår og rifter senere), kommer vi tilbage til start, og beslutter os for at vi hellere vil tage ned og bade i havet dagen efter. Derfor tager vi bussen til Masada, og kl 5 står vi ved foden og begynder at lede efter teltplads.
At fnde et godt sted at slå telt op lyder ikke særlig svært, når man kommer fra Danmark, men i en stenørken hvor intet er blødt, alt er ujævnt og solen er på vej ned, så er det sværere end først antaget. Vi finder dog et sted uden de største sten, men eftersom vi har glemt liggeunderlag, så bliver det en hård nat.
Vi har telt oppe halv seks, begynder at spise aftensmad der består af medbragt Pitabrød, hvidløgsost, frugt og nødder - udsøgt lækkert. Kl havl syv lægger vi os til at sove - ja, vi sov kl 19.00.
Torsdagen.
Efter at være gået i seng kl syv dage før, så skulle man næsten tro at man var frisk når man vågnede. Men efter en nat i en stenørken, men kun et håndklæde som liggeunderlag og i en sovepose, og opvækningsalarm kl 4.30, så var det i hvert fald ikke hvad vi var. Og smadrede efter gårsdagens lange vandretur var vi også - men nu skal vi bestige Masada og så solopgang op toppen! Solen står op kl seks, vi er der et kvarter før tid. Meget kvæstede, meget svedende og meget, meget trætte, ser vi endeligt solen stå op. Synet var fantastisk, men når jeg tænker tilbage tror jeg mere, at det var fordi vi havde kæmpet sådan, og var så udmattede, og endeligt havde nået vores mål, at det var fantastisk - nærmere dét, end at solopgangen rent faktisk var noget specielt. I morgensolen agerer jeg endnu engang guide på Masada, og inden kl den er 9 er vi nede igen og har hele dagen foran os.
Vi tager en bus til Qualya beach, hvor vi kommer i det salte hav og får smurt os ind i lidt mudder og renset huden og sjælen, og virkeligt får slappet af. Ahhhhh. :-)
Resten af dagen slappede vi af, da vi endelig kom hjem til Maon Gilo.
Fredagen.
Shabat begynder om fredagen og derfor var det oplagt, at vi tog en dag til at restituere fra vores noget vilde hike'e tur, så det blev at handle ind mens der stadig var åbent og så sole på taget og lavede lækker mad om aftenen - det er ikke hver aften, at jeg har fået bøffer, skiveskårne kartofler og brun sovs. Mums.
I slutningen af Anders' besøg tog vi til Tel Aviv og nød vejret og fik den sidste "tan", inden hjemrejsen. Tel Aviv, C'est la vie! :-)
Den forsømte blog.
22. oktober til 7. november.
Efter familiens afrejse var det endnu engang på tide at komme tilbage på arbejdspladsen - det er måske også på tide at få uddybet, hvad mit arbejde egentligt går ud på.
Ved møde kl 7:30 er første tjans på jobbet at få beboerne op og ud af sengene, i bad og derefter i deres kørestole, så de kan komme omkring på Hjemmet. Ved halv ti-tiden er alle oppe og de næste par timer går med at lave kaffe ved forespørgsel, men ellers slappe af og bare stå til rådighed. Kl et er der frokost og de fleste beboere kan klare sig selv, men et par skal have hjælp til at spise. Efterfølgende er det for nogle tid til middagslur, men kl halv to er der typisk ikke mere at lave, og det sidste time foregår ligesom formiddagen: med mest bare at stå til rådighed.
Sådan forløber disse uger, dog med små turer til det jødiske marked -her er massere at se og spise endnu, alt er stadigt frisk, som var det en dansk sommer :-)
Efter at være alene i Israel igen, begynder jeg så småt at overveje, om man ikke skulle invitere nogen herned igen. Jeg får nys om, at flyrejser til israel er blevet ret billige pr. første november, så jeg beslutter mig for at nævne det for Anders Walther. Han er frisk og har både tid og lyst, så i de uger, hvor tiden ellers kun går med at arbejde, begynder jeg at planlægge endnu et besøg hjemmefra.
mandag den 1. november 2010
Med familien på slæb
Det er den fjortende oktober i året totusindeogti.
Dagen er én ud af mange hernede, en morgenvagt, en løbetur og et smut til Giv'at Tsafertit (De franske bakker), hvor Jakob og Lise bor. En omgang træning og aftensmad senere bliver jeg hentet af Nesher - en bestillingsbus, der kører folk til lufthavnen. Jeg ankommer og har god tid i lufthavnen, forældrenes fly er lidt forsinket, men alt er godt.
Jeg står i arrivalhall'en og venter på at de kommer, jeg glæder mig til at se dem alle sammen igen, og først da jeg ser dem finder jeg ud af, hvor meget jeg har savnet dem.
Vi kommer hurtigt igennem lufthavnen og ender lidt efter midnat i Jerusalem, Gilo, Tzvia Ve-Yitchak, Ilan - med andre ord: Mit hjem. På mit beskedne værelse er plads en luksus, der ikke var råd til, mor får min seng og far sover på en madras på gulvet - Søren, Jens og jeg snupper et par sofaer og en madras i stuen, men det lykkedes alt sammen :-)
Næste dag går de første 3 timer med at finde ud af, hvor vi skal sove om aftenen: Hotels dot com sender os en bekræftigelse, og vi finder et sted lige uden for den gamle by. Problemet er blot, at stedet ikke har nogle af de værelser tilbage, som vi skulle have haft, og dette - et problem der måske hurtigt ville have været løst i Danmark - tager hele formiddagen og lidt af middagen at få løst her. På trods af en Rough Start, så begiver vi os nu ind mod den gamle by - vi går igennem de små gader med boder og butikker, og jeg tror min familie fik et rigtig godt billede af stemningen og atmosfæren i Jerusalem allerede den første dag. Vi får set både Gravkirken og Grædemuren og rigtig meget af den gamle by, og om eftermiddagen går vi en tur op i byen. Som min familie nok vil skrive under på, så kan det roligt siges, at der på Shabbaten IKKE sker noget af interesse i byen - den var lukket og død som en fisk i fryseren. Istedet hygger vi med frugt og afslapning på vores hotelværelser om aftenen, og jeg får mig et lille lækkkert karbad.
Den sekstende obtober.
Vi vågner tidligt på vores værelser på hotellet, pakker ned og mødes ved morgenbuffeten, kort efter er vi på vejen igen. Vi starter dagen med at gå over stenene, hvor Jesus for 2000 år siden siges at have gået, og fortsætter derefter videre til Mount of Olives, en dejlig vandretur i endnu dejligere vejr. Sjov historie om vejret: De sidste 3 uger før min families ankomst er det gradvist blevet køligere og køligere, men netop dén dag de ankom, blev vejret skruet 4 uger tilbage til varme sommerdage, skyfri himmel og lige under 40 grader i dagtimerne. Efter at have besteget Olivenbjerget tager vi en gåtur rundt om den gamle by, og forsøger forgæves at komme ind til Dome Of The Rock, eller Tempelbjerget, men desværre: Det er shabbat og adgang er kun for muslimer, hvilket de åbenbart ikke mente, at vi lignede. Hm. Vi går yderligere rundt i den gamle by, mødes med danske volontørers bedste ven i Den Gamle By: Rida. Den venlige mand blev "opdaget" af Lise, og siden da er alle danske volontører blevet henvist til ham, der ikke snyder nogen, giver gode råd og næsten bedst af alt: Gav os et glas koldt, friskpresset Juice som noget af det første, da vi kom ind og sagde hej.
Om aftenen tager vi en taxa til Kerem, hvor vi skal overnatte, og finder et rigtig hyggeligt B&B, hvor vi alle - med ømme fødder - får slappet godt af.
Den syttende oktober.
Dagen starter tidligt som den af én eller anden grund altid gør, når man er på ferie. Vi lejer en bil og så er der RoadTrip til Dødehavet - dagen starter på Masada, og med 38 grader i skyggen er jeg glad for, at vi ikke gik op - det har man kun lyst til at gøre 1 gang. På bedste vis lykkedes det mig at guide familien over Masada og dets historie, ruinernes funktioner og systemer. Dérfra får vi også den bedste udsigt over Det Døde Hav, man om muligt får.
Dernæst Ein Gedi. Dettte var mit første, men nok ikke sidste, visit ved Ein Gedi - et naturreservat ved Det Døde Hav, hvor dyrevildt lever i bedste velgående. Frodig vegetation, Ibex'er og smådyr overalt, flotte vandløb, fantastisk natur. Dejligt, dejligt sted - desværre var vi lidt i tidsmangel, så vi tog kun den lille tur.
Omsider endte vi lidt inden solnedgang i Det Døde Hav - ved et sted kaldet Mineral Beach. Det gravede vi mudder op ad et hul og brækkede hele stykker salt, større end en hånd af, af havbunden, mens vi plaskede forsigtigt ud i vandet. Man lærer heldigvis af sine fejl, og denne gang undgik jeg vand i øjnene, hæ hæ hæ hæ hæ hæ hæ.
Vi sluttede dagen med et besøg på det Jødiske Marked, hvor vi fik nødder, tørret frugt, et par badebukser og frisk frugt og brød, til et utrolig beskedent beløb, hvilket gør det Jødiske Marked til mit definitivt yndligsted at handle madvarer.
Den attende oktober.
Vi forlader vores hyggelige B&B i Kerem og begiver os ud mod kysten, vi slår et smut forbi Haifa, hvor vi ser Ba'hai-templet og tilhørende have, der uden tvivl må være den mest velholdte i verden. Vi ender ved et sted kaldet Dolphin Village, hvor vi indlogeres i lækre værelser, og slår tiden ihjel ved at ligge på stranden, bade og blunde. Om aftenen tager vi på restaurent og slutter aftenen med at lade roen falde over os: ser en dårlig amerikansk film og lader kræfter.
Den nittende oktober.
Vi startede med at tage til israels mest nordlige punk ved kystlinjen og se nogle flotte huler, der er blevet lavet både af vand og bølger, men også af mennesker under 2. verdenskrig. Derefter tog vi til Golan, hvor vi gik i naturreservatet Banias, en flot oplevelse, men desværre måtte man ingenting dér. Søren, Jens og jeg havde alle iført os badebukser og medbragt håndklæder, men ved indgangen gik det desværre op for os, at svømning var forbudt. Stedet var ikke desto mindre rigtig pænt og vi - håber jeg - fik nogle rigtig gode billeder, som jeg glæder mig til at se, når jeg får dem.
Den tyvende oktober.
Dagens faste punkt er, at vi skal besøge far's kunde i israel, Ehud og hans sekretær Osnat. Disse er i Herzilia, og vi i Golan. Jeg har hørt godt om et område der hedder Yehudia - et område, der ikke er beskrevet i den bog, som mor Lene og far Jes har medbragt hjemmefra, hvorfor det volder mig store vanskeligheder at få familien med derover. Det lykkedes dog - og heldigvis for det, for området viste sig at være intet mindre end fantastisk - vi parkerer på noget der mere eller mindre ligner et slette, og går den næste halve timer over sand og sten i et stenørkenlignende landskab. Dét af Yehudia som vi oplevede, var en kløft - en kløft, hvor der flyder vand og naturen gror i samtlige grønne nuancer. Og man må bade der!! Den første "pool" vi kommer til er forfriskende kølig, og efter en lang gåtur i varmen er det lige hvad vi har brug for. Håndklæderne har vi medbragt forgæves - vi soltørrer hurtigere! (Jeg sender endnu engang tankerne til Danmark... hvordan er det nu lige, vejret er dér? Hører jeg ordet "nattefrost"?)
Vi kører mod Herzilia om mødes med Ehud og Osnat ved halv firetiden, hvorefter de inviterer os på overdådig aftensmad og får snakket med dem om alt mellem himmel og jord, og jeg forstår udenmærket min fars venskab med dem - de var nogle utroligt søde mennesker.
Om aftenen kører vi til Tel Aviv og bliver indlogeret på Melody Hotel nær stranden, får os en gåtur oppe i den gamle by, der bestemt ikke var værd at bruge tid på.
Den enogtyvende oktober.
Dagen for familiens hjemrejse. Efter en hård uge, hvor jeg ikke engang tør gætte på antallet af kilometer vi har gået, er der enighed om, at vi fortjener en hviledag ved stranden. Det er slutningen af oktober, men vi ligger alligevel hele dagen ved stranden, soler, bader og bliver røde. En dag med lutter afslapning ved stranden, og vi nød det. Efterfølgende siges der farvel og på gensyn i lufthavnen, og jeg tager hjem til Gilo endnu engang. Denne gang blev der sagt farvel for 4 måneder, istedet for 2.
Tak for en god tur Israel rundt :-)
Dernæst Ein Gedi. Dettte var mit første, men nok ikke sidste, visit ved Ein Gedi - et naturreservat ved Det Døde Hav, hvor dyrevildt lever i bedste velgående. Frodig vegetation, Ibex'er og smådyr overalt, flotte vandløb, fantastisk natur. Dejligt, dejligt sted - desværre var vi lidt i tidsmangel, så vi tog kun den lille tur.
Omsider endte vi lidt inden solnedgang i Det Døde Hav - ved et sted kaldet Mineral Beach. Det gravede vi mudder op ad et hul og brækkede hele stykker salt, større end en hånd af, af havbunden, mens vi plaskede forsigtigt ud i vandet. Man lærer heldigvis af sine fejl, og denne gang undgik jeg vand i øjnene, hæ hæ hæ hæ hæ hæ hæ.
Vi sluttede dagen med et besøg på det Jødiske Marked, hvor vi fik nødder, tørret frugt, et par badebukser og frisk frugt og brød, til et utrolig beskedent beløb, hvilket gør det Jødiske Marked til mit definitivt yndligsted at handle madvarer.
Den attende oktober.
Vi forlader vores hyggelige B&B i Kerem og begiver os ud mod kysten, vi slår et smut forbi Haifa, hvor vi ser Ba'hai-templet og tilhørende have, der uden tvivl må være den mest velholdte i verden. Vi ender ved et sted kaldet Dolphin Village, hvor vi indlogeres i lækre værelser, og slår tiden ihjel ved at ligge på stranden, bade og blunde. Om aftenen tager vi på restaurent og slutter aftenen med at lade roen falde over os: ser en dårlig amerikansk film og lader kræfter.
Den nittende oktober.
Vi startede med at tage til israels mest nordlige punk ved kystlinjen og se nogle flotte huler, der er blevet lavet både af vand og bølger, men også af mennesker under 2. verdenskrig. Derefter tog vi til Golan, hvor vi gik i naturreservatet Banias, en flot oplevelse, men desværre måtte man ingenting dér. Søren, Jens og jeg havde alle iført os badebukser og medbragt håndklæder, men ved indgangen gik det desværre op for os, at svømning var forbudt. Stedet var ikke desto mindre rigtig pænt og vi - håber jeg - fik nogle rigtig gode billeder, som jeg glæder mig til at se, når jeg får dem.
Den tyvende oktober.
Dagens faste punkt er, at vi skal besøge far's kunde i israel, Ehud og hans sekretær Osnat. Disse er i Herzilia, og vi i Golan. Jeg har hørt godt om et område der hedder Yehudia - et område, der ikke er beskrevet i den bog, som mor Lene og far Jes har medbragt hjemmefra, hvorfor det volder mig store vanskeligheder at få familien med derover. Det lykkedes dog - og heldigvis for det, for området viste sig at være intet mindre end fantastisk - vi parkerer på noget der mere eller mindre ligner et slette, og går den næste halve timer over sand og sten i et stenørkenlignende landskab. Dét af Yehudia som vi oplevede, var en kløft - en kløft, hvor der flyder vand og naturen gror i samtlige grønne nuancer. Og man må bade der!! Den første "pool" vi kommer til er forfriskende kølig, og efter en lang gåtur i varmen er det lige hvad vi har brug for. Håndklæderne har vi medbragt forgæves - vi soltørrer hurtigere! (Jeg sender endnu engang tankerne til Danmark... hvordan er det nu lige, vejret er dér? Hører jeg ordet "nattefrost"?)
Vi kører mod Herzilia om mødes med Ehud og Osnat ved halv firetiden, hvorefter de inviterer os på overdådig aftensmad og får snakket med dem om alt mellem himmel og jord, og jeg forstår udenmærket min fars venskab med dem - de var nogle utroligt søde mennesker.
Om aftenen kører vi til Tel Aviv og bliver indlogeret på Melody Hotel nær stranden, får os en gåtur oppe i den gamle by, der bestemt ikke var værd at bruge tid på.
Den enogtyvende oktober.
Dagen for familiens hjemrejse. Efter en hård uge, hvor jeg ikke engang tør gætte på antallet af kilometer vi har gået, er der enighed om, at vi fortjener en hviledag ved stranden. Det er slutningen af oktober, men vi ligger alligevel hele dagen ved stranden, soler, bader og bliver røde. En dag med lutter afslapning ved stranden, og vi nød det. Efterfølgende siges der farvel og på gensyn i lufthavnen, og jeg tager hjem til Gilo endnu engang. Denne gang blev der sagt farvel for 4 måneder, istedet for 2.
Tak for en god tur Israel rundt :-)
fredag den 22. oktober 2010
En forlænget weekend.
Tur med Elon, Louise, Christian og Sigrid til Israel nord:
I selvskab med 4 gode mennesker drog vi atter ud på eventyr i Israels land. Eftersom Elon kun var i landet i tre uger, så blev vi nødt til at komme ud og se ting og sager, hvilket vi gjorde! Vi lejede en bil og i løbet af kun en forlænget weekend fik vi badet i Geneserat, set hvor Jesus efter sigende skulle have mættet 5000 mand med 2 brød og en flaske vin, kørt til Ba'hai templet i Haifa og set Ceaserea, der er en gammel ruinby med en spændende historie og krig og forfald. Det var en road-trip, jeg sent vil glemme! Vi overnattede på Beit Scandinavia i Haifa, hvor vi også mødte nogle svenskere, der viste os lidt af Haifa og gjorde os selvskab :-)
Alt i alt en utrolig vellykket tur, og tak til alle. :-)
Min familie har lige været på besøg en uge, så se frem til næste episode af Andreas På Afveje, hvor vi både ser gammelt og nyt, kultur og natur!! Coming soon!
I selvskab med 4 gode mennesker drog vi atter ud på eventyr i Israels land. Eftersom Elon kun var i landet i tre uger, så blev vi nødt til at komme ud og se ting og sager, hvilket vi gjorde! Vi lejede en bil og i løbet af kun en forlænget weekend fik vi badet i Geneserat, set hvor Jesus efter sigende skulle have mættet 5000 mand med 2 brød og en flaske vin, kørt til Ba'hai templet i Haifa og set Ceaserea, der er en gammel ruinby med en spændende historie og krig og forfald. Det var en road-trip, jeg sent vil glemme! Vi overnattede på Beit Scandinavia i Haifa, hvor vi også mødte nogle svenskere, der viste os lidt af Haifa og gjorde os selvskab :-)
Alt i alt en utrolig vellykket tur, og tak til alle. :-)
Min familie har lige været på besøg en uge, så se frem til næste episode af Andreas På Afveje, hvor vi både ser gammelt og nyt, kultur og natur!! Coming soon!
Abonner på:
Opslag (Atom)