Ugen der gik.

Jeg har nu været her i 1½ uge, men jeg må nok indrømme, at det føles som længere tid. Jeg er begyndt at føle mig hjemme.
Onsdag aften tog jeg med nogle af de tyske  volontører ind til byen for at mødes med en israelsk kvinde, der gerne vil lære os hebraisk, hvilket er helt fantastisk! Jeg håber at lære så meget som muligt, på de næste 6 måneder, men gad vide, om det er nok. I hvert fald, så er jeg begyndt til undervisning :-)

I løbet af ugen har jeg lært beboerne at kende og vice versa. De sidste 3 dage har jeg arbejdet samme vagt som Simeon, en af de tyske volontører, som jeg snakker ret godt med :-) Det gør vagterne lidt sjovere, samt arbejdet lidt lettere, når det er en jeg kender og en der taler engelsk.

Ugens bedste oplevelse:
Hele ugen har jeg været under oplæring, dvs. at jeg mest bare står og observerer og hjælper lidt til, mens jeg får vist hvordan jeg skal udføre de mere krævende opgaver. Jeg er dog begyndt at lave mere og mere, og det startede i onsdags, hvor der var en af beboerne, der havde meget brug for hjælp og jeg var den eneste i nærheden. Nærmest øjeblikket efter at have hjulpet ham blev jeg ramt af en glæde, og jeg følte at jeg havde gjort en forskel, selvom det var en lille ting. Det var virkeligt en fed følelse, og siden da er arbejdet kun blevet lettere.
En af dem jeg hjælper rigtig meget har faktisk inviteret mig til hans onkels bryllup på mandag. Det er åbenbart meget normalt i jødisk tradition, at invitere nogen med til bryllup, men jeg føler mig utroligt priviligeret, og glæder mig helt vildt, mildest talt. De skulle give den ret meget gas til brylluper :)
Det var ugen der gik. Jeg tænker på alle derhjemme, og håber, at I har det godt :)

At arbejde.

Denne blog er skrevet for søndag og mandag, mine to første arbejdsdage.
Israel er ikke et land, hvor alting er planlagt og tilrettelagt, som man måske er van til hjemmefra. Det finder helten (Andreas, red.), ud af i denne anekdote fra den virkelige verden.
Søndag var min første arbejdsdag, og jeg var blevet fortalt, at jeg nok skulle arbejde på 3. etage. Søndag morgen - uden videre instrukser - render jeg lettere forvirret rundt, uden rigtig at være sikker på, hvad jeg skal. Jeg ender med bare at gå op til den etage, hvor jeg måske skal arbejde. De ansatte taler ikke så meget engelsk, det er enkeltordssætninger, hovedsageligt "Come", "Yes", "No", eller "Door". Resten foregår i fagter. Uden at gå i detaljer med arbejdet vil jeg sige, at det da er lidt grænseoverskridende, men jeg er glad for, at jeg ikke skriver denne blog før idag, hvor jeg har været på arbejde igen. Nu har de overraskelser, der skulle være, ligesom fundet sted, og det idag var straks lettere. Jeg begynder at falde til, jeg føler mig faktisk en lille smule hjemme, og begynder at forstå, at jeg skal være her de næste 6 måneder.
Som tidligere skrevet så bor jeg sammen med 5 tyskere og 2 koreanere. De er smadderflinke, og igår var vi ude og gå en lille tur, efter en 20 minutter kommer vi ud til nogle skrænter, hvor vi har en vildt flot udsigt ud over betlehem! Vi fik taget en masse billeder, som kan ses på facebook, og senere her på siden, hvis jeg får lært hvordan man gør dét.
Imorgen arbejder jeg aften sammen med Simeon, en af tyskerne, der også er på 3. etage, i aften skal jeg ud til Jakob sammen med de andre danske volontører og resten af ugen.. hvem ved!! :-)

De første dage i Israel

Så er det vist tid til endnu et blogindlæg, tænker jeg.
Onsdag kl 14.45 ankom jeg til Tel Aviv lufthavn, hvor vi mødtes med Jakob, vores kontaktperson og præst i den danske kirke hernede. Han kørte os, de danske volontører, til Jerusalem, hvor vi spiste sammen og faldt lidt til ro. Næste morgen tog jeg ud til Maon Gilo*, hvilket er navnet på det sted, hvor jeg skal arbejde og bo det næste halve år.
Efter en halv times tid mødtes jeg med hende, der skulle vise mig rundt, og som også er den ansvarlige for volontørerne på stedet. Det viser sig, at jeg ikke kun skal arbejde med børn og unge, men fysisk handicappede generelt. Stedet er på 5 etager, hvor man vist nok får tildelt en etage til sig, hvor man primært skal arbejde - derudover så får jeg nok lov til at assistere ved fysioterapi og genoptræning i svømmebasin, så jeg er spændt!
På stedet er der ca. 70 fysisk handicappede, og vi er vist nok 8 volontører med mig. 5 tyskere, 2 koreanere og 1 dansker. Jeg har første arbejdsdag søndag, og det skal nok blive interessant at finde ud af, hvordan kommer til at gå - fortsættes i næste blog!
Største bedrift indtil nu: Jeg kom selv med bussen hjem, efter at have været inde i centrum af en ukendt storby! Glæde..



*Maon Gilo: Gilo er et område syd i Jerusalem og Maon er hebraisk for "hjem".

De sidste dage i Danmark

Jeg kan nu fortælle, at de sidste par dage herhjemme har været hektiske. Jeg har ikke kunne finde ud af, hvor jeg skal være, men nu er det slået fast: Maon Gilo, og rejsetidspunktet er onsdag morgen kl meget, meget, meget tidligt!
Så sent som i søndags var jeg - efter samtale med Lise - indstillet på ikke at komme afsted lige foreløbigt, da der ikke var fundet et sted til mig at være. Mandag eftermiddag bliver jeg ringet op, hvor jeg får at vide, at jeg rejser onsdag, så jeg kan berette historier om stress, nerver, og alt hvad der medfølger i en pludselig presset situation. Jeg skriver denne blog, mens kufferten endnu ikke er pakket, mens tøjet stadig hænger til tørre, men med de sidste indkøb færdiggjort. Kl er 17 - jeg rejser om 10 timer fra nu.
En spændt Andreas pakker videre.

Sidste blogindlæg fra Danmark: Slut.

Godt på vej

Forberedelseskursus.
Det er nu knap 14 dage siden, at mor Lene fortalte mig om muligheden for at komme til Israel og arbejde med mennesker dér. Det er lidt en spontan beslutning, det hele er gået lidt stærkt og mange er endnu ikke klar over det (jeg selv deriblandt), men om mindre end en måned, så vandrer jeg rundt i mellemøstens Jerusalem.
Spændt.. tjek..
Nervøs.. tjek..
Klar til afrejse.. ikke engang en lille smule..

Arbejdet dernede er endnu ikke fastlagt, der bliver i øjeblikket undersøgt, hvilken institution der har mest brug for min kyndige arbejdskraft. I øjeblikket tror vi, at jeg skal på en institution der hedder Maon Gilo, hvor jeg skal arbejde med hjælpeopgaver i forbindelse med genoptræning, fysioterapi, sygeplejeopgaver og andet sundhedsfagligt arbejde, men der er vist intet der er sikkert endnu.
Vi er her på kurset blevet sat ind i Israels historie, konflikten i området, kulturchoksforberedelse, do's and dont's, så jeg er ved at forstå, at jeg rent faktisk skal afsted. Der går nok endnu noget tid før jeg vænner mig til tanken om, ikke at skulle have flæskesteg med brun sovs og kartofler til jul :-(

Første blogindlæg.. slut.