En rygsæk der var blevet lidt for tung.

Efter Anders' besøg, Kristine og Frank's visit og turen til Eilat med Sigrid måtte jeg hellere se at komme tilbage i arbejde - så de næste mange uger herefter går med at arbejde. Jeg havde fra dag 1 meldt ud, at jeg godt kunne tænke mig at komme til at arbejde i afdelingen for fysioterapi, men her efter 3½ måned er der stadig ikke sket noget, og jeg indser, at det ikke kommer til at ske. I og med at mit arbejde ikke længere giver mig dét, det gjorde i starten, at jeg ikke længere lærer noget nyt, ingen grænser bliver brudt og jeg snart har været i hele landet, så synes jeg, at tiden er begyndt at blive lang. Jeg tror, at den metaforiske rygsæk jeg bar med mig i israel, efterhånden var blevet fyldt helt op.
Jeg gør mig en del overvejelser, men beslutter at snakke med Lise, min kære kontaktperson i Israel, og tale tingene igennem. Lise er meget forstående, og det var skønt lige at få talt ud om tingene.
Der var flere årsager til, at jeg gerne ville hjem, men mærkeligt nok var hjemve ikke en af dem. Jeg savnede ikke som sådan at bo i Danmark, jeg havde bare ikke længere lyst til at bo i Israel. At arbejdet var blevet meget trivielt, at jeg kedede mig på jobbet var en stor del af beslutningen, men en anden del af det var, at jeg var lidt for alene. Det er svært at forklare, for der var jo mange, rigtig søde danskere som jeg lærte at kende rigtig godt, men jeg manglede en der var som mig, og jeg tror at situationen havde set meget anderledes ud, hvis jeg havde været rejsende med en kammerat og ikke have været rejst alene.
Efter mange nætters overvejelse kom jeg til den konklussion, at jeg ikke har fortrudt noget. At jeg tog afsted var et kæmpe skridt - ubetinget det mest spontane jeg nogensinde har gjort. Jeg har mødt mennesker, en kultur og en verden, jeg ellers aldrig ville have mødt, og det skal alle, der har været involveret have tak for. Jeg har lært mig selv bedre at kende både på godt og på ondt, jeg har brudt grænser og jeg har for alvor stået på egne fødder. Jeg har fået de flotteste naturoplevelser i mit liv og selvom jeg ikke er troende, så har jeg alligevel gået i Jesus fodspor. Alt i alt: en tur jeg aldrig, aldrig vil glemme, og som har rykket mig på så mange områder.
Alligevel rejste jeg hjem den 21. december, efter 4 måneder og 3 dage i Israel. Jeg tænkte meget over, om det var et nederlag, at tage hjem, om jeg skuffede mig selv, men det føler jeg ikke, at jeg har gjort. Jeg havde fået alt hvad jeg kom efter, og der var ikke mere for mig - i hvert fald ikke i denne omgang. Min før omtalte rygsæk var fyldt, og før jeg har fået læsset af, er der ikke plads til mere. Jeg havde sagt mine fodspor for denne gang - jeg havde levet der, og jeg har gjort en forskel der. At skulle sige farvel til alle beboerne, som jeg har arbejdet med, var alligevel hårdt, men det blev vist heller ikke et farvel, nok nærmere et "på gensyn". Israel er et fantastisk land at rejse i, så mon ikke, at jeg vender tilbage engang :-)

I Eilat med Sigrid

Efter at have sagt farvel til Kristine og Frank, tager jeg samme aften ud for at mødes med Sigrid på Central Bus station, hvor vi tager på en lille 3-dagstur ned til varmen i det sydligste punkt i israel - Eilat. Eilat er en rendyrket ferieby, der er ikke meget kultur og historie - til gengæld er der krystalklart vand, flotte koreller og fisk i så mange farver, at Find Nemo ligner en sort/hvid film i sammenligning!
De bliver nogle rigtig gode dage, hvor vi fik genoplevet sommervarmen på et parogtredve grader, I ved, der er slutningen af November (gør jeg nogen misundelige? ;-))
Sigrid har en evne til at komme i kontakt med mennesker, hun er den der på kortest tid har snakket med flest fremmede I VERDEN! Det er jeg i hvert fald temmelig overbevist om. Hvordan hun gjorde det var jeg bestemt ikke sikker på, før vi lå på stranden den 2. dag. Jeg tror, Sigrid nyser, men jeg er ikke sikker - hun laver i hvert fald en mærkelig lyd, og ud af det blå er der en ældre herre der henvender sig og spørger om hun er okay. Det viser sig, at han er tidligere manager på stedet, og spørger om vi er sulte - nærmest inden vi når at svare får vi serveret lækker fisk og ris og salat. Det er fedt at rejse med Sigrid! :-)

Mere besøg!!!

Da Anders tager hjemad fortsætter jeg med at holde et par dage fri - Kristine og Frank, min kusine og hendes kæreste, kommer på visit i Israel og vi mødes en eftermiddag og sætter os på en café ved det Jødiske Marked. Jeg foreslår, at vi tager til det døde hav næste dag, og det er de heldigvis friske på. Så dagen efter står vi alle tidligt op, mødes på banegården, og jeg får endnu en mulighed for at vandre i den skønne natur ved Ein Gedi og bade lidt i det salte hav. Og tænkt sig, så har de sørme taget lakrids med til mig hjemmfra - MUMS! Det er en mangelvare i Israel, så er det sagt. :-)