En drengetur!

8.-15. November.
Jeg arbejder om morgenen den 8., fri kl 15.30 og derefter direkte til Ben Gurion, lufthavnen i Tel Aviv, hvor en af mine bedste kammerater, Anders Walther, ankommer for at tilbringe den næste uge med mig i "Guds land".
 Første aften tager vi ind til Den Gamle By, men næsten alt er lukket, så det bliver bare til en falafel og derefter hjem til Maon Gilo, hvor vi får pakket Anders ud, installeret og gået over planerne for de næste par dage.
Tirsdagen den niende går turen til Jerusalem - denne gang er det ikke første gang, at jeg viser nogen rundt I Jerusalem, så planlægningen mht. rækkefølgen af ting går væsentligt bedre.
Anders og Jeg har heldigvis samme naturligt faste gang, så med meget raske skridt kommer vi hurtigt til toppen af Oliebjerget. Derefter går vi rundt om den gamle by langs ydermuren, og får nogle flotte billeder af bjerget ved siden af os. Vi er ved grædemuren mens det endnu er formiddag, og derefter går vi en lang tur rundt i den gamel by - blandt andet op og får en falafel hos David's Kitchen: David's Kitchen er et lille sted i det gamle by, som Lise viste mig. Dette sted har vist sig at lave de bedste falafler i verden, og til den nette sum af kun ca. 15 kroner. Der kom Anders og jeg en del gange i løbet af turen. I mellemtiden kan vi nu komme til Dome Of The Rock (de har faste åbningstider for ikke-muslimer), og vi går derfor derhenad. Vi står først i kø for derefter at få tasker igennem security, derefter forbi 2. vagtpost, og først da vi står ved indgangen til pladsen bliver vi stoppet af 3. vagtpost, der fortæller os, at vi ikke kan komme ind med shorts på. Da han først nægter os adgang, siger vi, at så går vi da bare tilbage. Han ombestemmer sig dog og siger, at der er en mulighed, og beder os gå ned langs en sti og snakke med ham for enden. Det gør vi så. Manden for enden er uden tvivl hans ven, som vil sælge os tørklæder til at dække vores ben med.
I den gamle by kan man finde et utal af flotte og farverige tørklæder i høj kvalitet. Dem han ville sælge os var dog ikke en sådan slags. De var i dårlig kvalitet og - grimme er måske så meget sagt, men i hvert fald ikke de 100 shekel værd, som han ville have. Ham får vi dog også hurtigt prutten ned til 50 for 2, men jeg er ikke et sekund i tvivl om, at vi stadig blev snydt. Dome Of the Rock er dog stadig en meget fascinerende moske, som uden tvivl skal ses, hvis man er i nærheden. Vi besøger de andre særværdigheder som gravkirken, går dele af Via Dolorosa samt betræder stenene, som også Jesus betrådte. Da vi er færdige i jerusalem hen mod aften tager vi turen tilbage til Maon Gilo, og hviler vores ømme føder mens vi ser film og får en øl.
Skønt jeg er med mange danskere i Israel, så var det virkelig tiltrængt og fedt at have besøg af en god barndomsven, der deler flere opfattelser og humor, så det bliver til nogle gode snakke henover de næste par dage.

Onsdagen står vi enormt tidligt op, jeg tror kl er knap seks da vi er oppe og laver æg og humus til morgenmad, inden vi tager afsted mod Jerusalem Central Bus Station, for at nå første bus til Ein Gedi - det Døde Hav. Så skulle der altså vandres - kl 9 ankommer vi til naturreservatet Ein Gedi, hvor vi vil bruge de næste mange timer på at vandre. Jeg var et smut her forbi med min familie, og syntes så godt om stedet, at jeg blev nødt til at tage en længere tur her, hvilket blev i følgesskab med Anders. Vi tager først den lille tur til Davids spring, der er den mindste af turerne i Ein Gedi. Vi har ikke helt fået nok her, så vi går et smut længere opad, og finder et skilt der fortæller os, at ruten vi er ved at begynde på, skal man være på inden kl 11, og kun er for "skilled hikers", hvor nedstigningen er "extremely difficult". Kl er halv tolv, men efter korte overvejelser beslutter vi os for, at det kan vi godt klare. Hastigheden med hvilken vi bevægede os bar nok en smule præg af, at vi godt vidste, at vi fra start var en halv time bagud.
Solen bager ved det døde hav, og på trods af, at det er starten af november måned, så bager solen virkelig meget. Anders og jeg når hurtigt frem til den konklusion, at vi er nødt til at rationere det vand vi har på denne tur, da tørsten ikke synes at ville stilles overhovedet i heden.
For at forklare vores vandretur, så prøver jeg her at beskrive landskabet ved Ein Gedi og det døde hav.
Det Døde Hav ligger ca. 400 meter under havets overflade. Omkring havet er noget der mest af alt ligner en kæmpe, kæmpe væg af bjerge, der er flere hundrede meter højt. Man forestiller sig næsten, at Det Døde Hav er bunden af en gryde. Ein Gedi begynder så ved bunden af gryden, og bevæger sig lidt op ad siden på "gryden". Den tur Anders og jeg tog, var fra bunden af Ein Gedi, hele vejen op på bjerget, krydse ørkenen på toppen, for at komme ned andetssteds i endnu en kløft. Denne tur er uden tvivl den hårdeste og varmeste tur jeg nogensinde har gået. Vi blev hurtigt enige om, at det ikke er en familietur, og jeg er glad for at jeg ikke tog mor med derop.
På trods af, at vi så utroligt flotte syn på turen - vandfald, udspring, vegetation, dyr - så føler jeg alligevel, at selve gåturen, udmattelsen, tørsten og de ømme fødder var det fedeste. Sjældent har jeg følt mig så brugt og udmattet. Dette var en af de bedste turer jeg har haft i Israel - og den er ikke engang slut.
Efter den "extremly difficult"'e nedstigning (og nogle sår og rifter senere), kommer vi tilbage til start, og beslutter os for at vi hellere vil tage ned og bade i havet dagen efter. Derfor tager vi bussen til Masada, og kl 5 står vi ved foden og begynder at lede efter teltplads.
At fnde et godt sted at slå telt op lyder ikke særlig svært, når man kommer fra Danmark, men i en stenørken hvor intet er blødt, alt er ujævnt og solen er på vej ned, så er det sværere end først antaget. Vi finder dog et sted uden de største sten, men eftersom vi har glemt liggeunderlag, så bliver det en hård nat.
Vi har telt oppe halv seks, begynder at spise aftensmad der består af medbragt Pitabrød, hvidløgsost, frugt og nødder - udsøgt lækkert. Kl havl syv lægger vi os til at sove - ja, vi sov kl 19.00.

Torsdagen.
Efter at være gået i seng kl syv dage før, så skulle man næsten tro at man var frisk når man vågnede. Men efter en nat i en stenørken, men kun et håndklæde som liggeunderlag og i en sovepose, og opvækningsalarm kl 4.30, så var det i hvert fald ikke hvad vi var. Og smadrede efter gårsdagens lange vandretur var vi også - men nu skal vi bestige Masada og så solopgang op toppen! Solen står op kl seks, vi er der et kvarter før tid. Meget kvæstede, meget svedende og meget, meget trætte, ser vi endeligt solen stå op. Synet var fantastisk, men når jeg tænker tilbage tror jeg mere, at det var fordi vi havde kæmpet sådan, og var så udmattede, og endeligt havde nået vores mål, at det var fantastisk - nærmere dét, end at solopgangen rent faktisk var noget specielt. I morgensolen agerer jeg endnu engang guide på Masada, og inden kl den er 9 er vi nede igen og har hele dagen foran os.
Vi tager en bus til Qualya beach, hvor vi kommer i det salte hav og får smurt os ind i lidt mudder og renset huden og sjælen, og virkeligt får slappet af. Ahhhhh. :-)
Resten af dagen slappede vi af, da vi endelig kom hjem til Maon Gilo.

Fredagen.
Shabat begynder om fredagen og derfor var det oplagt, at vi tog en dag til at restituere fra vores noget vilde hike'e tur, så det blev at handle ind mens der stadig var åbent og så sole på taget og lavede lækker mad om aftenen - det er ikke hver aften, at jeg har fået bøffer, skiveskårne kartofler og brun sovs. Mums.

I slutningen af Anders' besøg tog vi til Tel Aviv og nød vejret og fik den sidste "tan", inden hjemrejsen. Tel Aviv, C'est la vie! :-)

Den forsømte blog.

22. oktober til 7. november.

Efter familiens afrejse var det endnu engang på tide at komme tilbage på arbejdspladsen - det er måske også på tide at få uddybet, hvad mit arbejde egentligt går ud på.

Ved møde kl 7:30 er første tjans på jobbet at få beboerne op og ud af sengene, i bad og derefter i deres kørestole, så de kan komme omkring på Hjemmet. Ved halv ti-tiden er alle oppe og de næste par timer går med at lave kaffe ved forespørgsel, men ellers slappe af og bare stå til rådighed. Kl et er der frokost og de fleste beboere kan klare sig selv, men et par skal have hjælp til at spise. Efterfølgende er det for nogle tid til middagslur, men kl halv to er der typisk ikke mere at lave, og det sidste time foregår ligesom formiddagen: med mest bare at stå til rådighed.

Sådan forløber disse uger, dog med små turer til det jødiske marked -her er massere at se og spise endnu, alt er stadigt frisk, som var det en dansk sommer :-)

Efter at være alene i Israel igen, begynder jeg så småt at overveje, om man ikke skulle invitere nogen herned igen. Jeg får nys om, at flyrejser til israel er blevet ret billige pr. første november, så jeg beslutter mig for at nævne det for Anders Walther. Han er frisk og har både tid og lyst, så i de uger, hvor tiden ellers kun går med at arbejde, begynder jeg at planlægge endnu et besøg hjemmefra.