En drengetur!

8.-15. November.
Jeg arbejder om morgenen den 8., fri kl 15.30 og derefter direkte til Ben Gurion, lufthavnen i Tel Aviv, hvor en af mine bedste kammerater, Anders Walther, ankommer for at tilbringe den næste uge med mig i "Guds land".
 Første aften tager vi ind til Den Gamle By, men næsten alt er lukket, så det bliver bare til en falafel og derefter hjem til Maon Gilo, hvor vi får pakket Anders ud, installeret og gået over planerne for de næste par dage.
Tirsdagen den niende går turen til Jerusalem - denne gang er det ikke første gang, at jeg viser nogen rundt I Jerusalem, så planlægningen mht. rækkefølgen af ting går væsentligt bedre.
Anders og Jeg har heldigvis samme naturligt faste gang, så med meget raske skridt kommer vi hurtigt til toppen af Oliebjerget. Derefter går vi rundt om den gamle by langs ydermuren, og får nogle flotte billeder af bjerget ved siden af os. Vi er ved grædemuren mens det endnu er formiddag, og derefter går vi en lang tur rundt i den gamel by - blandt andet op og får en falafel hos David's Kitchen: David's Kitchen er et lille sted i det gamle by, som Lise viste mig. Dette sted har vist sig at lave de bedste falafler i verden, og til den nette sum af kun ca. 15 kroner. Der kom Anders og jeg en del gange i løbet af turen. I mellemtiden kan vi nu komme til Dome Of The Rock (de har faste åbningstider for ikke-muslimer), og vi går derfor derhenad. Vi står først i kø for derefter at få tasker igennem security, derefter forbi 2. vagtpost, og først da vi står ved indgangen til pladsen bliver vi stoppet af 3. vagtpost, der fortæller os, at vi ikke kan komme ind med shorts på. Da han først nægter os adgang, siger vi, at så går vi da bare tilbage. Han ombestemmer sig dog og siger, at der er en mulighed, og beder os gå ned langs en sti og snakke med ham for enden. Det gør vi så. Manden for enden er uden tvivl hans ven, som vil sælge os tørklæder til at dække vores ben med.
I den gamle by kan man finde et utal af flotte og farverige tørklæder i høj kvalitet. Dem han ville sælge os var dog ikke en sådan slags. De var i dårlig kvalitet og - grimme er måske så meget sagt, men i hvert fald ikke de 100 shekel værd, som han ville have. Ham får vi dog også hurtigt prutten ned til 50 for 2, men jeg er ikke et sekund i tvivl om, at vi stadig blev snydt. Dome Of the Rock er dog stadig en meget fascinerende moske, som uden tvivl skal ses, hvis man er i nærheden. Vi besøger de andre særværdigheder som gravkirken, går dele af Via Dolorosa samt betræder stenene, som også Jesus betrådte. Da vi er færdige i jerusalem hen mod aften tager vi turen tilbage til Maon Gilo, og hviler vores ømme føder mens vi ser film og får en øl.
Skønt jeg er med mange danskere i Israel, så var det virkelig tiltrængt og fedt at have besøg af en god barndomsven, der deler flere opfattelser og humor, så det bliver til nogle gode snakke henover de næste par dage.

Onsdagen står vi enormt tidligt op, jeg tror kl er knap seks da vi er oppe og laver æg og humus til morgenmad, inden vi tager afsted mod Jerusalem Central Bus Station, for at nå første bus til Ein Gedi - det Døde Hav. Så skulle der altså vandres - kl 9 ankommer vi til naturreservatet Ein Gedi, hvor vi vil bruge de næste mange timer på at vandre. Jeg var et smut her forbi med min familie, og syntes så godt om stedet, at jeg blev nødt til at tage en længere tur her, hvilket blev i følgesskab med Anders. Vi tager først den lille tur til Davids spring, der er den mindste af turerne i Ein Gedi. Vi har ikke helt fået nok her, så vi går et smut længere opad, og finder et skilt der fortæller os, at ruten vi er ved at begynde på, skal man være på inden kl 11, og kun er for "skilled hikers", hvor nedstigningen er "extremely difficult". Kl er halv tolv, men efter korte overvejelser beslutter vi os for, at det kan vi godt klare. Hastigheden med hvilken vi bevægede os bar nok en smule præg af, at vi godt vidste, at vi fra start var en halv time bagud.
Solen bager ved det døde hav, og på trods af, at det er starten af november måned, så bager solen virkelig meget. Anders og jeg når hurtigt frem til den konklusion, at vi er nødt til at rationere det vand vi har på denne tur, da tørsten ikke synes at ville stilles overhovedet i heden.
For at forklare vores vandretur, så prøver jeg her at beskrive landskabet ved Ein Gedi og det døde hav.
Det Døde Hav ligger ca. 400 meter under havets overflade. Omkring havet er noget der mest af alt ligner en kæmpe, kæmpe væg af bjerge, der er flere hundrede meter højt. Man forestiller sig næsten, at Det Døde Hav er bunden af en gryde. Ein Gedi begynder så ved bunden af gryden, og bevæger sig lidt op ad siden på "gryden". Den tur Anders og jeg tog, var fra bunden af Ein Gedi, hele vejen op på bjerget, krydse ørkenen på toppen, for at komme ned andetssteds i endnu en kløft. Denne tur er uden tvivl den hårdeste og varmeste tur jeg nogensinde har gået. Vi blev hurtigt enige om, at det ikke er en familietur, og jeg er glad for at jeg ikke tog mor med derop.
På trods af, at vi så utroligt flotte syn på turen - vandfald, udspring, vegetation, dyr - så føler jeg alligevel, at selve gåturen, udmattelsen, tørsten og de ømme fødder var det fedeste. Sjældent har jeg følt mig så brugt og udmattet. Dette var en af de bedste turer jeg har haft i Israel - og den er ikke engang slut.
Efter den "extremly difficult"'e nedstigning (og nogle sår og rifter senere), kommer vi tilbage til start, og beslutter os for at vi hellere vil tage ned og bade i havet dagen efter. Derfor tager vi bussen til Masada, og kl 5 står vi ved foden og begynder at lede efter teltplads.
At fnde et godt sted at slå telt op lyder ikke særlig svært, når man kommer fra Danmark, men i en stenørken hvor intet er blødt, alt er ujævnt og solen er på vej ned, så er det sværere end først antaget. Vi finder dog et sted uden de største sten, men eftersom vi har glemt liggeunderlag, så bliver det en hård nat.
Vi har telt oppe halv seks, begynder at spise aftensmad der består af medbragt Pitabrød, hvidløgsost, frugt og nødder - udsøgt lækkert. Kl havl syv lægger vi os til at sove - ja, vi sov kl 19.00.

Torsdagen.
Efter at være gået i seng kl syv dage før, så skulle man næsten tro at man var frisk når man vågnede. Men efter en nat i en stenørken, men kun et håndklæde som liggeunderlag og i en sovepose, og opvækningsalarm kl 4.30, så var det i hvert fald ikke hvad vi var. Og smadrede efter gårsdagens lange vandretur var vi også - men nu skal vi bestige Masada og så solopgang op toppen! Solen står op kl seks, vi er der et kvarter før tid. Meget kvæstede, meget svedende og meget, meget trætte, ser vi endeligt solen stå op. Synet var fantastisk, men når jeg tænker tilbage tror jeg mere, at det var fordi vi havde kæmpet sådan, og var så udmattede, og endeligt havde nået vores mål, at det var fantastisk - nærmere dét, end at solopgangen rent faktisk var noget specielt. I morgensolen agerer jeg endnu engang guide på Masada, og inden kl den er 9 er vi nede igen og har hele dagen foran os.
Vi tager en bus til Qualya beach, hvor vi kommer i det salte hav og får smurt os ind i lidt mudder og renset huden og sjælen, og virkeligt får slappet af. Ahhhhh. :-)
Resten af dagen slappede vi af, da vi endelig kom hjem til Maon Gilo.

Fredagen.
Shabat begynder om fredagen og derfor var det oplagt, at vi tog en dag til at restituere fra vores noget vilde hike'e tur, så det blev at handle ind mens der stadig var åbent og så sole på taget og lavede lækker mad om aftenen - det er ikke hver aften, at jeg har fået bøffer, skiveskårne kartofler og brun sovs. Mums.

I slutningen af Anders' besøg tog vi til Tel Aviv og nød vejret og fik den sidste "tan", inden hjemrejsen. Tel Aviv, C'est la vie! :-)

Den forsømte blog.

22. oktober til 7. november.

Efter familiens afrejse var det endnu engang på tide at komme tilbage på arbejdspladsen - det er måske også på tide at få uddybet, hvad mit arbejde egentligt går ud på.

Ved møde kl 7:30 er første tjans på jobbet at få beboerne op og ud af sengene, i bad og derefter i deres kørestole, så de kan komme omkring på Hjemmet. Ved halv ti-tiden er alle oppe og de næste par timer går med at lave kaffe ved forespørgsel, men ellers slappe af og bare stå til rådighed. Kl et er der frokost og de fleste beboere kan klare sig selv, men et par skal have hjælp til at spise. Efterfølgende er det for nogle tid til middagslur, men kl halv to er der typisk ikke mere at lave, og det sidste time foregår ligesom formiddagen: med mest bare at stå til rådighed.

Sådan forløber disse uger, dog med små turer til det jødiske marked -her er massere at se og spise endnu, alt er stadigt frisk, som var det en dansk sommer :-)

Efter at være alene i Israel igen, begynder jeg så småt at overveje, om man ikke skulle invitere nogen herned igen. Jeg får nys om, at flyrejser til israel er blevet ret billige pr. første november, så jeg beslutter mig for at nævne det for Anders Walther. Han er frisk og har både tid og lyst, så i de uger, hvor tiden ellers kun går med at arbejde, begynder jeg at planlægge endnu et besøg hjemmefra.

Med familien på slæb

Det er den fjortende oktober i året totusindeogti. 

Dagen er én ud af mange hernede, en morgenvagt, en løbetur og et smut til Giv'at Tsafertit (De franske bakker), hvor Jakob og Lise bor. En omgang træning og aftensmad senere bliver jeg hentet af Nesher - en bestillingsbus, der kører folk til lufthavnen. Jeg ankommer og har god tid i lufthavnen, forældrenes fly er lidt forsinket, men alt er godt.

Jeg står i arrivalhall'en og venter på at de kommer, jeg glæder mig til at se dem alle sammen igen, og først da jeg ser dem finder jeg ud af, hvor meget jeg har savnet dem.

Vi kommer hurtigt igennem lufthavnen og ender lidt efter midnat i Jerusalem, Gilo, Tzvia Ve-Yitchak, Ilan - med andre ord: Mit hjem. På mit beskedne værelse er plads en luksus, der ikke var råd til, mor får min seng og far sover på en madras på gulvet - Søren, Jens og jeg snupper et par sofaer og en madras i stuen, men det lykkedes alt sammen :-)

Næste dag går de første 3 timer med at finde ud af, hvor vi skal sove om aftenen: Hotels dot com sender os en bekræftigelse, og vi finder et sted lige uden for den gamle by. Problemet er blot, at stedet ikke har nogle af de værelser tilbage, som vi skulle have haft, og dette - et problem der måske hurtigt ville have været løst i Danmark - tager hele formiddagen og lidt af middagen at få løst her. På trods af en Rough Start, så begiver vi os nu ind mod den gamle by - vi går igennem de små gader med boder og butikker, og jeg tror min familie fik et rigtig godt billede af stemningen og atmosfæren i Jerusalem allerede den første dag. Vi får set både Gravkirken og Grædemuren og rigtig meget af den gamle by, og om eftermiddagen går vi en tur op i byen. Som min familie nok vil skrive under på, så kan det roligt siges, at der på Shabbaten IKKE sker noget af interesse i byen - den var lukket og død som en fisk i fryseren. Istedet hygger vi med frugt og afslapning på vores hotelværelser om aftenen, og jeg får mig et lille lækkkert karbad.

Den sekstende obtober.

Vi vågner tidligt på vores værelser på hotellet, pakker ned og mødes ved morgenbuffeten, kort efter er vi på vejen igen. Vi starter dagen med at gå over stenene, hvor Jesus for 2000 år siden siges at have gået, og fortsætter derefter videre til Mount of Olives, en dejlig vandretur i endnu dejligere vejr. Sjov historie om vejret: De sidste 3 uger før min families ankomst er det gradvist blevet køligere og køligere, men netop dén dag de ankom, blev vejret skruet 4 uger tilbage til varme sommerdage, skyfri himmel og lige under 40 grader i dagtimerne. Efter at have besteget Olivenbjerget tager vi en gåtur rundt om den gamle by, og forsøger forgæves at komme ind til Dome Of The Rock, eller Tempelbjerget, men desværre: Det er shabbat og adgang er kun for muslimer, hvilket de åbenbart ikke mente, at vi lignede. Hm. Vi går yderligere rundt i den gamle by, mødes med danske volontørers bedste ven i Den Gamle By: Rida. Den venlige mand blev "opdaget" af Lise, og siden da er alle danske volontører blevet henvist til ham, der ikke snyder nogen, giver gode råd og næsten bedst af alt: Gav os et glas koldt, friskpresset Juice som noget af det første, da vi kom ind og sagde hej.

Om aftenen tager vi en taxa til Kerem, hvor vi skal overnatte, og finder et rigtig hyggeligt B&B, hvor vi alle - med ømme fødder - får slappet godt af.

Den syttende oktober.

Dagen starter tidligt som den af én eller anden grund altid gør, når man er på ferie. Vi lejer en bil og så er der RoadTrip til Dødehavet - dagen starter på Masada, og med 38 grader i skyggen er jeg glad for, at vi ikke gik op - det har man kun lyst til at gøre 1 gang. På bedste vis lykkedes det mig at guide familien over Masada og dets historie, ruinernes funktioner og systemer. Dérfra får vi også den bedste udsigt over Det Døde Hav, man om muligt får.
Dernæst Ein Gedi. Dettte var mit første, men nok ikke sidste, visit ved Ein Gedi - et naturreservat ved Det Døde Hav, hvor dyrevildt lever i bedste velgående. Frodig vegetation, Ibex'er og smådyr overalt, flotte vandløb, fantastisk natur. Dejligt, dejligt sted - desværre var vi lidt i tidsmangel, så vi tog kun den lille tur.
Omsider endte vi lidt inden solnedgang i Det Døde Hav - ved et sted kaldet Mineral Beach. Det gravede vi mudder op ad et hul og brækkede hele stykker salt, større end en hånd af, af havbunden, mens vi plaskede forsigtigt ud i vandet. Man lærer heldigvis af sine fejl, og denne gang undgik jeg vand i øjnene, hæ hæ hæ hæ hæ hæ hæ.
Vi sluttede dagen med et besøg på det Jødiske Marked, hvor vi fik nødder, tørret frugt, et par badebukser og frisk frugt og brød, til et utrolig beskedent beløb, hvilket gør det Jødiske Marked til mit definitivt yndligsted at handle madvarer.


Den attende oktober.
Vi forlader vores hyggelige B&B i Kerem og begiver os ud mod kysten, vi slår et smut forbi Haifa, hvor vi ser Ba'hai-templet og tilhørende have, der uden tvivl må være den mest velholdte i verden. Vi ender ved et sted kaldet Dolphin Village, hvor vi indlogeres i lækre værelser, og slår tiden ihjel ved at ligge på stranden, bade og blunde. Om aftenen tager vi på restaurent og slutter aftenen med at lade roen falde over os: ser en dårlig amerikansk film og lader kræfter.


Den nittende oktober.
Vi startede med at tage til israels mest nordlige punk ved kystlinjen og se nogle flotte huler, der er blevet lavet både af vand og bølger, men også af mennesker under 2. verdenskrig. Derefter tog vi til Golan, hvor vi gik i naturreservatet Banias, en flot oplevelse, men desværre måtte man ingenting dér. Søren, Jens og jeg havde alle iført os badebukser og medbragt håndklæder, men ved indgangen gik det desværre op for os, at svømning var forbudt. Stedet var ikke desto mindre rigtig pænt og vi - håber jeg - fik nogle rigtig gode billeder, som jeg glæder mig til at se, når jeg får dem.




Den tyvende oktober.
Dagens faste punkt er, at vi skal besøge far's kunde i israel, Ehud og hans sekretær Osnat. Disse er i Herzilia, og vi i Golan. Jeg har hørt godt om et område der hedder Yehudia - et område, der ikke er beskrevet i den bog, som mor Lene og far Jes har medbragt hjemmefra, hvorfor det volder mig store vanskeligheder at få familien med derover. Det lykkedes dog - og heldigvis for det, for området viste sig at være intet mindre end fantastisk - vi parkerer på noget der mere eller mindre ligner et slette, og går den næste halve timer over sand og sten i et stenørkenlignende landskab. Dét af Yehudia som vi oplevede, var en kløft - en kløft, hvor der flyder vand og naturen gror i samtlige grønne nuancer. Og man må bade der!! Den første "pool" vi kommer til er forfriskende kølig, og efter en lang gåtur i varmen er det lige hvad vi har brug for. Håndklæderne har vi medbragt forgæves - vi soltørrer hurtigere! (Jeg sender endnu engang tankerne til Danmark... hvordan er det nu lige, vejret er dér? Hører jeg ordet "nattefrost"?)
Vi kører mod Herzilia om mødes med Ehud og Osnat ved halv firetiden, hvorefter de inviterer os på overdådig aftensmad og får snakket med dem om alt mellem himmel og jord, og jeg forstår udenmærket min fars venskab med dem - de var nogle utroligt søde mennesker.
Om aftenen kører vi til Tel Aviv og bliver indlogeret på Melody Hotel nær stranden, får os en gåtur oppe i den gamle by, der bestemt ikke var værd at bruge tid på.




Den enogtyvende oktober.
Dagen for familiens hjemrejse. Efter en hård uge, hvor jeg ikke engang tør gætte på antallet af kilometer vi har gået, er der enighed om, at vi fortjener en hviledag ved stranden. Det er slutningen af oktober, men vi ligger alligevel hele dagen ved stranden, soler, bader og bliver røde. En dag med lutter afslapning ved stranden, og vi nød det. Efterfølgende siges der farvel og på gensyn i lufthavnen, og jeg tager hjem til Gilo endnu engang. Denne gang blev der sagt farvel for 4 måneder, istedet for 2.




Tak for en god tur Israel rundt :-)

En forlænget weekend.

Tur med Elon, Louise, Christian og Sigrid til Israel nord:
I selvskab med 4 gode mennesker drog vi atter ud på eventyr i Israels land. Eftersom Elon kun var i landet i tre uger, så blev vi nødt til at komme ud og se ting og sager, hvilket vi gjorde! Vi lejede en bil og i løbet af kun en forlænget weekend fik vi badet i Geneserat, set hvor Jesus efter sigende skulle have mættet 5000 mand med 2 brød og en flaske vin, kørt til Ba'hai templet i Haifa og set Ceaserea, der er en gammel ruinby med en spændende historie og krig og forfald. Det var en road-trip, jeg sent vil glemme! Vi overnattede på Beit Scandinavia i Haifa, hvor vi også mødte nogle svenskere, der viste os lidt af Haifa og gjorde os selvskab :-)
Alt i alt en utrolig vellykket tur, og tak til alle. :-)

Min familie har lige været på besøg en uge, så se frem til næste episode af Andreas På Afveje, hvor vi både ser gammelt og nyt, kultur og natur!! Coming soon!

The Dead Sea

Hej kære læsere.

Som jeg også skrev i sidste blogindlæg, så havde jeg en periode, hvor jeg ikke fik lavet så meget. Den sluttede i onsdags. Siden da er det gået stærkt...

The Dead Sea:

Onsdag var turen arrangeret til Det Døde Hav sammen med min organisation, og sikke en tur vi havde! Men de ting, der gjorde indtryk på mig, må i hvert fald være Masada og Det Døde Hav.

Masada er en kolo enorm klippe, men en ganske flad top og et betragteligt areal - perfekt, hvis man ønskede at bygge en utilgængelig og (næsten) uindtagelig fæstning. Og det var, hvad der var blevet tænkt, for åh så mange år siden. Stedet er gennem årene blevet beboet af mange forskellige, men det var Herodes bygninger på toppen, der har gjort stedet så specielt som det er. En hel by var blevet bygget der, på toppen af et bjerg, med marker, bade, forrådskamre, og sågar et palads til ham selv. Man kan enddog stadig se mosaikker fra den tid. Der går en lift fra top til bund, men man kan også vælge at gå op ad det de kalder "The Snake Path", der er umådelig ond overfor lårerne, der de næste par dage var i oprør over min beslutning om at gå op.

Jeg har svært ved at beskrive stedet, men hvis I nogensinde kommer til Israel, så bør man læse historien om stedet, og derefter se det. Udsigten over et af verdens mærkeligeste steder (Det Døde Hav), fra den højde, men den historie, må man ikke gå glip af.

Det Døde Hav.

Kort om vandet: Det normale saltindhold i vand ligger på 3,0-3,5, mens saltindholdet i Det Døde Hav ligger på ca. 31,5. Det vil sige, at ca. en tredjedel af vandet er rent salt. Det er en mærkelig tanke. Dette har nogle konsekvenser:

1)

Det er nok ingen overraskelse for nogen, når jeg nu fortæller, at man flyder meget. Men følelsen af, at man ikke kan komme nedad i vandet, at man hele tiden bliver "løftet" op på overfladen, kan slet ikke beskrives. Det er virkelig sjovt at ligge dér og flyde rundt som et andet badedyr på afveje.

2)

Det høje saltindhold og de mange mineraler, der er at finde i vandet, gør, at det har en helbredende effekt på huden, og det vil jeg gerne bekræfte: Andreas Vestergaard Larsen har aldrig haft så lækker hud, som dagen efter han badede i det døde hav!

3)

Det der er det springende punkt, det er dét, man ikke hører hjemmefra (skønt jeg dog blev advaret). Vand i øjnene svier. Hvis I nogensinde som små fik shampoo i øjnene, så kan I godt starte at få en fornemmelse for ubehaget - men hvis du får vand i øjnene i Det Døde Hav, så vid blot: Du kan ikke få det ud! .. Det gør ganske enkelt for ondt til, at du kan åbne øjnene, pga. saltet og alle mineralerne. Og hvis man er så uheldig at få det I begge øjne, hvad gør man så? Du kan intet se, du kan ikke gnide det ud af øjnene, og hvad gør man så?

Jo, man knytter øjnene så meget sammen, som overhovedet muligt, tænker sig om for ikke at gå i panik (at være blind, mens du svømmer vækker et vist ubehag) og så begynder man med en lettere ynkelig stemme at kalde på hvemend, der må være dig tættest på. For mit vedkommende: Elon. Og som en blind mand bliver mand guidet i fuldstændigt blinde ind til kanten, hvor ens søde volontørkoordinator står med en flaske ferskvand og kan vaske salt og rædsel ud af øjnene på én, hvorefter man værdsætter sit syn højere end nogensinde. Av for pokker, det gør ondt, det stads.

En kølig vind

Nu har jeg gentagne gange sagt til mig selv, at jeg hellere må få skrevet den blog, men sandheden er, at der ikke har været de store ture den sidste måned tids. Derfor er dette længe ventede blogoplæg en samling anekdoter, fra min hverdag i Jerusalem.

Den jødiske kalender arbejder på højtryk, og den sidste måned har været præget af Yom Kipur, Rosh Hashanah og Sukkot og andre små helligdage. 

Yom Kipur: Den mest hellige dag på året for jøder. Der fastes fra morgen til aften - og modsat helligdage som vi kender dem i Danmark, så er det nærmest det modsatte, at fest og farver. Under Yom Kipur søger man frelse for årets synder, og er så god som man kan være.

Rosh Hashanah: Det jødiske nytår. Herunder havde jeg en aftale med Jakob om, at det da kunne være hyggeligt hvis jeg kom over og trænede lidt med ham og så hyggede om aftenen, så det gjorde jeg, gav det problemer? Ja.

Vi aftalte at mødes kl fem, så kl halv, hvor jeg er på vej ud af døren, spørger jeg lige hurtigt en af det andre volontører hvilken bus der er nemmest at tage. Han kigger lidt forundret på mig og minder mig om, at det er Rosh Hashanah - der kører ingen jødiske busser... Nå, tænker jeg til mig selv, går ind og skifter til noget lettere tøj, og så smutter jeg ud af døren, iført Converse, shorts, tanktop og en taske med rent tøj og computer. Min eneste mulighed er nu at løbe en 5 kilometer ud til Derech Hevron, der er den store vej der leder til Gilo fra byen

At løbe 850 meter over jorden på et bjerg, hvor det går op og ned hele tiden, er IKKE det samme som at løbe rundt om marken i Kertinge!! Til gengæld var de arabiske busser utrolig effektive, de kører hele tiden, kører direkte, og det er temmelig billigt. (husk på at det er Rosh Hashanah, en jødisk helligdag, så derfor kører araberbusserne fortsat.)

To araberbusser og en lille gåtur på French Hill senere, så er jeg, hvor jeg skulle.

Vi træner og hygger og tiden går, og kl 23.00 beslutter jeg mig for, at det er tid at komme hjemad.

Turen dertil var jo gået forholdsvist smertefrit - vejen hjem var straks værre. Imens jeg havde været hos Jakob, havde myndighederne i Jerusalem haft travlt De havde spærret veje - og faktisk rigtig mange veje, for at det ikke skal være løgn. Jakob tilbyder at køre mig hjem, og uden det tilbud var jeg nok aldrig kommet det - ALLE de store veje er spærret af, politi overalt, folk går midt ude på gaden og kigger ondt efter os, hvorend vi kommer forbi. Vi kan ikke køre direkte og må tage mange små turer rundt, for endeligt at komme til en blokade, der faktisk blokerer den sidste mulighed der var for at komme til Gilo, hvor jeg bor. Jakob, der er dansk diplomat i Israel, har nok aldrig været så glad for sine Speciellavede Hvide Plader til den store BMV, for vi vælger at ignorere blokaden, kører lidt på fortovet og uden om den, og derefter passerer en politibil, der står og holder øje. Med hjertet lidt højere end normalt kommer vi endelig til Gilo og jeg kommer hjem. Senere får jeg en lille sms der fortæller, at Jakob blev stoppet på vej hjem af politiet, men klarede skærrene.

Til eventuelle fremtidige volontører: Lad være med at begive jer længere væk på Rosh Hashanah, end I kan gå tilbage.

Via Dolorosa.

Vejen, som Jesus skulle have gået hen til Golgata, hvor han blev, dømt, korsfæstet og begravet.

Denne rute blev vi vist af min kontaktperson Lise, en rute, der er meget turistvenlig. Den skal ses, men så var det også det. I slutningen af ruten kom vi til Gravkirken, som bestyrres af flere forskellige kristlige retninger. Dette kunne lyde som et harmonisk, helligt sted, hvor tro mødes - men nej... Dette, det mest hellige sted for kristne, er plaget af uenigheder og forfald. Hele kirken er delt op i områder, som er blevet tildelt de forskellige kriste retninger - dele af kirken er fællesområder. En gammel lov forbyder nogen af dem, at lave noget om, medmindre alle er enige herom - og selvom hele kirken er i forfærdelig stand, så er alle de religiøse overhoveder for stædige til at kunne blive enige om noget som helst, så den er bogstaveligt talt ved at falde fra hinanden. Der er små historier om "skænderier" mellem munkene fra de forskellige retninger. Gåseøjne, fordi flere af dem er endt på hospitalet med kvælstelser. Pinligt, hvis I spørger mig.

Golgata, der ligger der, er blevet møbleret i Marmor af de Katolske kristne - det kan man synes om hvad man vil, men kønt det er det ikke. Gravhaven derimod, (et sted man tidligere mente også var en mulighed for Jesus' jordiske resters beliggenhed), er et dejligt sted. Det er fredeligt, flot og - selvom man nu kan sige med sikkerhed, at det ikke var dér - så er det ganske specielt at se det.

Sidst men ikke mindst: Sukkot:

Igen blev jeg inviteret indenfor i en jødisk familie for at fejre denne jødiske helligdag.

Sukkot holdes for at fejre den uge, hvor jøderne flygtede fra Egypten og bosatte sig i en uge i ørkenen, hvor de levede i hytter med bambustag. Derfor kan man i denne uge se små hytter med bambustag i stort set samtlige haver i Jerusalem. Jeg blev Inviteret med Yoval og Verred (Beklager tidligere stavefejl vedr. deres navne - eftersom jeg har lært de jødiske bogstaver bedre, kan jeg nu rent faktisk se hvordan det staves), hjem til Verred's forældre og søskende, hvor vi fik et overdådigt måltid med en masse grillet kød og lækre grønsager. At opleve de jødiske helligdage sammen med dem på den måde, gør altså en verden til forskel.

For 2-3 uger siden - da jeg gik en tur i Jerusalem DT, blev det pludselig lidt køligt, og en vind blæste og jeg tog mig selv i at tænke "hey... det er da faktisk lidt småkoldt lige her".. Og ganske rigtigt - det var ved at blive køligere - i et par dage havde jeg sågar LANGE BUKSER PÅ!!
Heldigvis var det en kortere periode hvor vi kun havde en 25 grader, nu er det heldigvis kommet lidt på igen, pyha, hva'?
Sidste uge kan jeg huske en dag på 34 grader, og idag 30. september, har jeg ligget en 40 minutter på taget af min lejlighed i fuld sol kl. 11 om formiddagen, indtil jeg var fuldstændig færdig og måtte gå indenfor.
Hvordan er det nu, at vejret er i Danmark? :-)

Det var min måned! :-)

Slut

I feel good, bada bada badadam!

Hjemmefra havde jeg tænkt mig, at en blogopdatering hveranden uge nok måtte dække det. Det er nu en uge siden jeg skrev den sidste, og indtil, burde jeg måske nok allerede have skrevet 3 andre. De kommer i en samlet udgave her, en tredelt historie, der starter med et bryllup:
Som jeg jo fortalte i sidste del af Andreas På Afveje så var jeg blevet inviteret til et jødisk bryllup, hvilket jeg var og stadig er overdrevet begejstret for - mildest talt.
Vi ankommer til en kæmpe, kæmpe udendørs, overdækket lounge, fyldt med festklædte mennesker, flotte tjenere der stod med hver deres lille appetiser, samt en fri bar, hvor de serverede to slags fadøl: Tuborg og Carlsberg ;-)
Uval, Verrit og jeg får sat os ned i nogle hvide lædermøbler, og straks kommer familie fra nær og fjern og hilser, og var utrolig, utrolig imødekommende, skønt ikke alle talte lige godt engelsk. Efter en god time, da alle er ankommet, bevæger festen sig gennem en bred dekoretet gang, og ud på en kæmpe altan. Stedets beliggenhed var på en bjergside over Jerusalem, så vi har den flotteste udsigt i natten, og kan se alle lys i hele Jerusalem. Dér bliver selve ceremonien holdt, og bruden og brudgommen kommer snart, passerer alle på samme måde som det foregår hos os - bortset selvfølgelig fra de små forskelle at der var på en kæmpe altan med 150 mennesker, udsigt over Jerusalem, 3 koloenorme stjernekastere i hver side af den vej de gik, til den store hvide pavillion, hvor de blev gift.
Musikken der blevet spillet var på intet tidspunkt noget nær kedeligt - det var med gang i den, farver fest, jubelhyl og glædestårer blandt alle, sådan en stemning kan bare ikke beskrives med ord. Da vi bagefter kommer ind og får sat os ned ved bordene, maden kommer på bordet, da får jeg min næste store overraskelse. Dét der med at sidde ned og spise sammen.... det bruger de bare ikke. 8 pladser ved hver bord, og jeg tør næsten vædde med, at der på intet tidspunkt sad mere end 4-5 ned ved hvert. Alle var oppe og danse - hele tiden. Så holdte man pause, spiste lige hurtigt for at lade op igen, og så ellers bare derud og feste videre - det var som verdens gladeste diskotek! Høj musik, dans, fest, farver, bruden og brudgommen på skuldrene af venner og dansende med hinanden løjtet over alle andre, danse i rundkredse.. Jeg manglede ord dér, og jeg gør det stadig. Det var for vildt!! En oplevelse, jeg bestemt ikke ville have været foruden. :-)

To dage senere, onsdag.
Simeon, en af de tyske volontører, og jeg har begge taget fri og aftalt, at vi tager et smut ud til kysten, middelhavet eller rettere: Tel Aviv. Vi tager afsted kl halv 10, og kl kvart i tolv er vi i Tel Aviv. Vejret var endnu engang fantastisk, ikke en sky på himlen, Andreas har pakket tasken med badebukser, vand, hat og solbriller. Vi løber gennem de allerede glohede sand, smider tasker og trøjer og løber ud i vandet - jeg havde en skør idé om at man ville blive afkølet...........
Vi render lidt frem og tilbage, tager nogle billeder, bader, og så falder jeg i søvn på stranden.
Lige for at understrege følgende hændelse, så ridser jeg lige kort nogle fakta op: Jeg er blond, blå øjne, meget lys hud, og - undskyld mor!!! men jeg havde også glemt solcreme i jerusalem... At jeg blev mere end almindelig rød er vist ingen overraskelse. På vejen hjem køber jeg en meget dyr aftersun, som heldigvis køler lidt.
Da vi skal hjemad hopper vi på bussen mod jerusalem, men vi når vist kun halvvejs og vi stopper på motorvejen. Meget uforstående bliver vi alle jaget ud af bussen på hebræisk, og det viser sig så, at den bare er gået i stykker. Så der står vi i vejkanten af motorvejen, og venter på at busselvskabet sender en ny - men smarte som de er, så kan vi jo bare hoppe på den næste istedet, det eneste der ikke lige passede var: antallet af mennesker. Med hele midtergangen fyldt af mennesker der må stå op, kommer vi endelig mod jerusalem - kun 55 minutter forsinket ankommer en lettere forbrændt Andreas til Jerusalem.
Man skal huske at drikke vand, når man er i varmen, men huske at drikke endnu mere, hvis man har været i solen. Husk det, børnlille! Dagen efter dehydrerede jeg vist, jeg fik kraftige smerter i maven og jeg måtte ligge de næste 3 timer med et drop i armen for at få den manglende væske tilbage. Det var OGSÅ en oplevelse, men nu ikke en jeg ønsker at gentage.

Tredje og sidste del af dette eventyr tager sted i Jerusalem, og så sent som igår aftes.
Kyrill har fødselsdag idag, og vi besluttede os derfor for, at det skulle fejres igår. David-Jan der har været her i et år kender et godt sted, så vi pakker lidt chips, mad og drikke, soveposer og liggeunderlag og på bedste spejdermanér tager vi backpack'sne på ryggen og drager afsted. Ved Grand Central Busstation er der er en dal, der for mange, mange år siden var beboet, men pga. krig blev indbyggerne drevet væk eller flygtede. Tilbage står tomme tuiner, hvilket vi synes var fedt, så vi fandt en ruin der var meget tilgængelig, helt nede i den flotteste dal, meget centralt i Jerusalem. Come on - det er for vildt. Pigerne fra min organistion kommer også ned og slutter sig til festen senere på aften, vi ryger vandpibe og spiser humus og pitabrød og drikker øl og hygger. Området var en ren legeplads, det var vildt! Det er ikke sidste gang, at jeg er dér, og når mine brødre og forældre besøger mig senere på året, så får de i hvert fald lige en lille tour :-). Kl halv 3 pakkede de sidste af os soveposerne ud og sov helt til kl 8 - med radbrækkede rygge efter en nat sovende på sten begav vi os hjemad igen, og nu er jeg meget træt, og glæder mig til jeg får fri fra arbejde i aften og kan sove!
Lehitreot :-)

Ugen der gik.

Jeg har nu været her i 1½ uge, men jeg må nok indrømme, at det føles som længere tid. Jeg er begyndt at føle mig hjemme.
Onsdag aften tog jeg med nogle af de tyske  volontører ind til byen for at mødes med en israelsk kvinde, der gerne vil lære os hebraisk, hvilket er helt fantastisk! Jeg håber at lære så meget som muligt, på de næste 6 måneder, men gad vide, om det er nok. I hvert fald, så er jeg begyndt til undervisning :-)

I løbet af ugen har jeg lært beboerne at kende og vice versa. De sidste 3 dage har jeg arbejdet samme vagt som Simeon, en af de tyske volontører, som jeg snakker ret godt med :-) Det gør vagterne lidt sjovere, samt arbejdet lidt lettere, når det er en jeg kender og en der taler engelsk.

Ugens bedste oplevelse:
Hele ugen har jeg været under oplæring, dvs. at jeg mest bare står og observerer og hjælper lidt til, mens jeg får vist hvordan jeg skal udføre de mere krævende opgaver. Jeg er dog begyndt at lave mere og mere, og det startede i onsdags, hvor der var en af beboerne, der havde meget brug for hjælp og jeg var den eneste i nærheden. Nærmest øjeblikket efter at have hjulpet ham blev jeg ramt af en glæde, og jeg følte at jeg havde gjort en forskel, selvom det var en lille ting. Det var virkeligt en fed følelse, og siden da er arbejdet kun blevet lettere.
En af dem jeg hjælper rigtig meget har faktisk inviteret mig til hans onkels bryllup på mandag. Det er åbenbart meget normalt i jødisk tradition, at invitere nogen med til bryllup, men jeg føler mig utroligt priviligeret, og glæder mig helt vildt, mildest talt. De skulle give den ret meget gas til brylluper :)
Det var ugen der gik. Jeg tænker på alle derhjemme, og håber, at I har det godt :)

At arbejde.

Denne blog er skrevet for søndag og mandag, mine to første arbejdsdage.
Israel er ikke et land, hvor alting er planlagt og tilrettelagt, som man måske er van til hjemmefra. Det finder helten (Andreas, red.), ud af i denne anekdote fra den virkelige verden.
Søndag var min første arbejdsdag, og jeg var blevet fortalt, at jeg nok skulle arbejde på 3. etage. Søndag morgen - uden videre instrukser - render jeg lettere forvirret rundt, uden rigtig at være sikker på, hvad jeg skal. Jeg ender med bare at gå op til den etage, hvor jeg måske skal arbejde. De ansatte taler ikke så meget engelsk, det er enkeltordssætninger, hovedsageligt "Come", "Yes", "No", eller "Door". Resten foregår i fagter. Uden at gå i detaljer med arbejdet vil jeg sige, at det da er lidt grænseoverskridende, men jeg er glad for, at jeg ikke skriver denne blog før idag, hvor jeg har været på arbejde igen. Nu har de overraskelser, der skulle være, ligesom fundet sted, og det idag var straks lettere. Jeg begynder at falde til, jeg føler mig faktisk en lille smule hjemme, og begynder at forstå, at jeg skal være her de næste 6 måneder.
Som tidligere skrevet så bor jeg sammen med 5 tyskere og 2 koreanere. De er smadderflinke, og igår var vi ude og gå en lille tur, efter en 20 minutter kommer vi ud til nogle skrænter, hvor vi har en vildt flot udsigt ud over betlehem! Vi fik taget en masse billeder, som kan ses på facebook, og senere her på siden, hvis jeg får lært hvordan man gør dét.
Imorgen arbejder jeg aften sammen med Simeon, en af tyskerne, der også er på 3. etage, i aften skal jeg ud til Jakob sammen med de andre danske volontører og resten af ugen.. hvem ved!! :-)

De første dage i Israel

Så er det vist tid til endnu et blogindlæg, tænker jeg.
Onsdag kl 14.45 ankom jeg til Tel Aviv lufthavn, hvor vi mødtes med Jakob, vores kontaktperson og præst i den danske kirke hernede. Han kørte os, de danske volontører, til Jerusalem, hvor vi spiste sammen og faldt lidt til ro. Næste morgen tog jeg ud til Maon Gilo*, hvilket er navnet på det sted, hvor jeg skal arbejde og bo det næste halve år.
Efter en halv times tid mødtes jeg med hende, der skulle vise mig rundt, og som også er den ansvarlige for volontørerne på stedet. Det viser sig, at jeg ikke kun skal arbejde med børn og unge, men fysisk handicappede generelt. Stedet er på 5 etager, hvor man vist nok får tildelt en etage til sig, hvor man primært skal arbejde - derudover så får jeg nok lov til at assistere ved fysioterapi og genoptræning i svømmebasin, så jeg er spændt!
På stedet er der ca. 70 fysisk handicappede, og vi er vist nok 8 volontører med mig. 5 tyskere, 2 koreanere og 1 dansker. Jeg har første arbejdsdag søndag, og det skal nok blive interessant at finde ud af, hvordan kommer til at gå - fortsættes i næste blog!
Største bedrift indtil nu: Jeg kom selv med bussen hjem, efter at have været inde i centrum af en ukendt storby! Glæde..



*Maon Gilo: Gilo er et område syd i Jerusalem og Maon er hebraisk for "hjem".

De sidste dage i Danmark

Jeg kan nu fortælle, at de sidste par dage herhjemme har været hektiske. Jeg har ikke kunne finde ud af, hvor jeg skal være, men nu er det slået fast: Maon Gilo, og rejsetidspunktet er onsdag morgen kl meget, meget, meget tidligt!
Så sent som i søndags var jeg - efter samtale med Lise - indstillet på ikke at komme afsted lige foreløbigt, da der ikke var fundet et sted til mig at være. Mandag eftermiddag bliver jeg ringet op, hvor jeg får at vide, at jeg rejser onsdag, så jeg kan berette historier om stress, nerver, og alt hvad der medfølger i en pludselig presset situation. Jeg skriver denne blog, mens kufferten endnu ikke er pakket, mens tøjet stadig hænger til tørre, men med de sidste indkøb færdiggjort. Kl er 17 - jeg rejser om 10 timer fra nu.
En spændt Andreas pakker videre.

Sidste blogindlæg fra Danmark: Slut.

Godt på vej

Forberedelseskursus.
Det er nu knap 14 dage siden, at mor Lene fortalte mig om muligheden for at komme til Israel og arbejde med mennesker dér. Det er lidt en spontan beslutning, det hele er gået lidt stærkt og mange er endnu ikke klar over det (jeg selv deriblandt), men om mindre end en måned, så vandrer jeg rundt i mellemøstens Jerusalem.
Spændt.. tjek..
Nervøs.. tjek..
Klar til afrejse.. ikke engang en lille smule..

Arbejdet dernede er endnu ikke fastlagt, der bliver i øjeblikket undersøgt, hvilken institution der har mest brug for min kyndige arbejdskraft. I øjeblikket tror vi, at jeg skal på en institution der hedder Maon Gilo, hvor jeg skal arbejde med hjælpeopgaver i forbindelse med genoptræning, fysioterapi, sygeplejeopgaver og andet sundhedsfagligt arbejde, men der er vist intet der er sikkert endnu.
Vi er her på kurset blevet sat ind i Israels historie, konflikten i området, kulturchoksforberedelse, do's and dont's, så jeg er ved at forstå, at jeg rent faktisk skal afsted. Der går nok endnu noget tid før jeg vænner mig til tanken om, ikke at skulle have flæskesteg med brun sovs og kartofler til jul :-(

Første blogindlæg.. slut.