En kølig vind

Nu har jeg gentagne gange sagt til mig selv, at jeg hellere må få skrevet den blog, men sandheden er, at der ikke har været de store ture den sidste måned tids. Derfor er dette længe ventede blogoplæg en samling anekdoter, fra min hverdag i Jerusalem.

Den jødiske kalender arbejder på højtryk, og den sidste måned har været præget af Yom Kipur, Rosh Hashanah og Sukkot og andre små helligdage. 

Yom Kipur: Den mest hellige dag på året for jøder. Der fastes fra morgen til aften - og modsat helligdage som vi kender dem i Danmark, så er det nærmest det modsatte, at fest og farver. Under Yom Kipur søger man frelse for årets synder, og er så god som man kan være.

Rosh Hashanah: Det jødiske nytår. Herunder havde jeg en aftale med Jakob om, at det da kunne være hyggeligt hvis jeg kom over og trænede lidt med ham og så hyggede om aftenen, så det gjorde jeg, gav det problemer? Ja.

Vi aftalte at mødes kl fem, så kl halv, hvor jeg er på vej ud af døren, spørger jeg lige hurtigt en af det andre volontører hvilken bus der er nemmest at tage. Han kigger lidt forundret på mig og minder mig om, at det er Rosh Hashanah - der kører ingen jødiske busser... Nå, tænker jeg til mig selv, går ind og skifter til noget lettere tøj, og så smutter jeg ud af døren, iført Converse, shorts, tanktop og en taske med rent tøj og computer. Min eneste mulighed er nu at løbe en 5 kilometer ud til Derech Hevron, der er den store vej der leder til Gilo fra byen

At løbe 850 meter over jorden på et bjerg, hvor det går op og ned hele tiden, er IKKE det samme som at løbe rundt om marken i Kertinge!! Til gengæld var de arabiske busser utrolig effektive, de kører hele tiden, kører direkte, og det er temmelig billigt. (husk på at det er Rosh Hashanah, en jødisk helligdag, så derfor kører araberbusserne fortsat.)

To araberbusser og en lille gåtur på French Hill senere, så er jeg, hvor jeg skulle.

Vi træner og hygger og tiden går, og kl 23.00 beslutter jeg mig for, at det er tid at komme hjemad.

Turen dertil var jo gået forholdsvist smertefrit - vejen hjem var straks værre. Imens jeg havde været hos Jakob, havde myndighederne i Jerusalem haft travlt De havde spærret veje - og faktisk rigtig mange veje, for at det ikke skal være løgn. Jakob tilbyder at køre mig hjem, og uden det tilbud var jeg nok aldrig kommet det - ALLE de store veje er spærret af, politi overalt, folk går midt ude på gaden og kigger ondt efter os, hvorend vi kommer forbi. Vi kan ikke køre direkte og må tage mange små turer rundt, for endeligt at komme til en blokade, der faktisk blokerer den sidste mulighed der var for at komme til Gilo, hvor jeg bor. Jakob, der er dansk diplomat i Israel, har nok aldrig været så glad for sine Speciellavede Hvide Plader til den store BMV, for vi vælger at ignorere blokaden, kører lidt på fortovet og uden om den, og derefter passerer en politibil, der står og holder øje. Med hjertet lidt højere end normalt kommer vi endelig til Gilo og jeg kommer hjem. Senere får jeg en lille sms der fortæller, at Jakob blev stoppet på vej hjem af politiet, men klarede skærrene.

Til eventuelle fremtidige volontører: Lad være med at begive jer længere væk på Rosh Hashanah, end I kan gå tilbage.

Via Dolorosa.

Vejen, som Jesus skulle have gået hen til Golgata, hvor han blev, dømt, korsfæstet og begravet.

Denne rute blev vi vist af min kontaktperson Lise, en rute, der er meget turistvenlig. Den skal ses, men så var det også det. I slutningen af ruten kom vi til Gravkirken, som bestyrres af flere forskellige kristlige retninger. Dette kunne lyde som et harmonisk, helligt sted, hvor tro mødes - men nej... Dette, det mest hellige sted for kristne, er plaget af uenigheder og forfald. Hele kirken er delt op i områder, som er blevet tildelt de forskellige kriste retninger - dele af kirken er fællesområder. En gammel lov forbyder nogen af dem, at lave noget om, medmindre alle er enige herom - og selvom hele kirken er i forfærdelig stand, så er alle de religiøse overhoveder for stædige til at kunne blive enige om noget som helst, så den er bogstaveligt talt ved at falde fra hinanden. Der er små historier om "skænderier" mellem munkene fra de forskellige retninger. Gåseøjne, fordi flere af dem er endt på hospitalet med kvælstelser. Pinligt, hvis I spørger mig.

Golgata, der ligger der, er blevet møbleret i Marmor af de Katolske kristne - det kan man synes om hvad man vil, men kønt det er det ikke. Gravhaven derimod, (et sted man tidligere mente også var en mulighed for Jesus' jordiske resters beliggenhed), er et dejligt sted. Det er fredeligt, flot og - selvom man nu kan sige med sikkerhed, at det ikke var dér - så er det ganske specielt at se det.

Sidst men ikke mindst: Sukkot:

Igen blev jeg inviteret indenfor i en jødisk familie for at fejre denne jødiske helligdag.

Sukkot holdes for at fejre den uge, hvor jøderne flygtede fra Egypten og bosatte sig i en uge i ørkenen, hvor de levede i hytter med bambustag. Derfor kan man i denne uge se små hytter med bambustag i stort set samtlige haver i Jerusalem. Jeg blev Inviteret med Yoval og Verred (Beklager tidligere stavefejl vedr. deres navne - eftersom jeg har lært de jødiske bogstaver bedre, kan jeg nu rent faktisk se hvordan det staves), hjem til Verred's forældre og søskende, hvor vi fik et overdådigt måltid med en masse grillet kød og lækre grønsager. At opleve de jødiske helligdage sammen med dem på den måde, gør altså en verden til forskel.

For 2-3 uger siden - da jeg gik en tur i Jerusalem DT, blev det pludselig lidt køligt, og en vind blæste og jeg tog mig selv i at tænke "hey... det er da faktisk lidt småkoldt lige her".. Og ganske rigtigt - det var ved at blive køligere - i et par dage havde jeg sågar LANGE BUKSER PÅ!!
Heldigvis var det en kortere periode hvor vi kun havde en 25 grader, nu er det heldigvis kommet lidt på igen, pyha, hva'?
Sidste uge kan jeg huske en dag på 34 grader, og idag 30. september, har jeg ligget en 40 minutter på taget af min lejlighed i fuld sol kl. 11 om formiddagen, indtil jeg var fuldstændig færdig og måtte gå indenfor.
Hvordan er det nu, at vejret er i Danmark? :-)

Det var min måned! :-)

Slut

I feel good, bada bada badadam!

Hjemmefra havde jeg tænkt mig, at en blogopdatering hveranden uge nok måtte dække det. Det er nu en uge siden jeg skrev den sidste, og indtil, burde jeg måske nok allerede have skrevet 3 andre. De kommer i en samlet udgave her, en tredelt historie, der starter med et bryllup:
Som jeg jo fortalte i sidste del af Andreas På Afveje så var jeg blevet inviteret til et jødisk bryllup, hvilket jeg var og stadig er overdrevet begejstret for - mildest talt.
Vi ankommer til en kæmpe, kæmpe udendørs, overdækket lounge, fyldt med festklædte mennesker, flotte tjenere der stod med hver deres lille appetiser, samt en fri bar, hvor de serverede to slags fadøl: Tuborg og Carlsberg ;-)
Uval, Verrit og jeg får sat os ned i nogle hvide lædermøbler, og straks kommer familie fra nær og fjern og hilser, og var utrolig, utrolig imødekommende, skønt ikke alle talte lige godt engelsk. Efter en god time, da alle er ankommet, bevæger festen sig gennem en bred dekoretet gang, og ud på en kæmpe altan. Stedets beliggenhed var på en bjergside over Jerusalem, så vi har den flotteste udsigt i natten, og kan se alle lys i hele Jerusalem. Dér bliver selve ceremonien holdt, og bruden og brudgommen kommer snart, passerer alle på samme måde som det foregår hos os - bortset selvfølgelig fra de små forskelle at der var på en kæmpe altan med 150 mennesker, udsigt over Jerusalem, 3 koloenorme stjernekastere i hver side af den vej de gik, til den store hvide pavillion, hvor de blev gift.
Musikken der blevet spillet var på intet tidspunkt noget nær kedeligt - det var med gang i den, farver fest, jubelhyl og glædestårer blandt alle, sådan en stemning kan bare ikke beskrives med ord. Da vi bagefter kommer ind og får sat os ned ved bordene, maden kommer på bordet, da får jeg min næste store overraskelse. Dét der med at sidde ned og spise sammen.... det bruger de bare ikke. 8 pladser ved hver bord, og jeg tør næsten vædde med, at der på intet tidspunkt sad mere end 4-5 ned ved hvert. Alle var oppe og danse - hele tiden. Så holdte man pause, spiste lige hurtigt for at lade op igen, og så ellers bare derud og feste videre - det var som verdens gladeste diskotek! Høj musik, dans, fest, farver, bruden og brudgommen på skuldrene af venner og dansende med hinanden løjtet over alle andre, danse i rundkredse.. Jeg manglede ord dér, og jeg gør det stadig. Det var for vildt!! En oplevelse, jeg bestemt ikke ville have været foruden. :-)

To dage senere, onsdag.
Simeon, en af de tyske volontører, og jeg har begge taget fri og aftalt, at vi tager et smut ud til kysten, middelhavet eller rettere: Tel Aviv. Vi tager afsted kl halv 10, og kl kvart i tolv er vi i Tel Aviv. Vejret var endnu engang fantastisk, ikke en sky på himlen, Andreas har pakket tasken med badebukser, vand, hat og solbriller. Vi løber gennem de allerede glohede sand, smider tasker og trøjer og løber ud i vandet - jeg havde en skør idé om at man ville blive afkølet...........
Vi render lidt frem og tilbage, tager nogle billeder, bader, og så falder jeg i søvn på stranden.
Lige for at understrege følgende hændelse, så ridser jeg lige kort nogle fakta op: Jeg er blond, blå øjne, meget lys hud, og - undskyld mor!!! men jeg havde også glemt solcreme i jerusalem... At jeg blev mere end almindelig rød er vist ingen overraskelse. På vejen hjem køber jeg en meget dyr aftersun, som heldigvis køler lidt.
Da vi skal hjemad hopper vi på bussen mod jerusalem, men vi når vist kun halvvejs og vi stopper på motorvejen. Meget uforstående bliver vi alle jaget ud af bussen på hebræisk, og det viser sig så, at den bare er gået i stykker. Så der står vi i vejkanten af motorvejen, og venter på at busselvskabet sender en ny - men smarte som de er, så kan vi jo bare hoppe på den næste istedet, det eneste der ikke lige passede var: antallet af mennesker. Med hele midtergangen fyldt af mennesker der må stå op, kommer vi endelig mod jerusalem - kun 55 minutter forsinket ankommer en lettere forbrændt Andreas til Jerusalem.
Man skal huske at drikke vand, når man er i varmen, men huske at drikke endnu mere, hvis man har været i solen. Husk det, børnlille! Dagen efter dehydrerede jeg vist, jeg fik kraftige smerter i maven og jeg måtte ligge de næste 3 timer med et drop i armen for at få den manglende væske tilbage. Det var OGSÅ en oplevelse, men nu ikke en jeg ønsker at gentage.

Tredje og sidste del af dette eventyr tager sted i Jerusalem, og så sent som igår aftes.
Kyrill har fødselsdag idag, og vi besluttede os derfor for, at det skulle fejres igår. David-Jan der har været her i et år kender et godt sted, så vi pakker lidt chips, mad og drikke, soveposer og liggeunderlag og på bedste spejdermanér tager vi backpack'sne på ryggen og drager afsted. Ved Grand Central Busstation er der er en dal, der for mange, mange år siden var beboet, men pga. krig blev indbyggerne drevet væk eller flygtede. Tilbage står tomme tuiner, hvilket vi synes var fedt, så vi fandt en ruin der var meget tilgængelig, helt nede i den flotteste dal, meget centralt i Jerusalem. Come on - det er for vildt. Pigerne fra min organistion kommer også ned og slutter sig til festen senere på aften, vi ryger vandpibe og spiser humus og pitabrød og drikker øl og hygger. Området var en ren legeplads, det var vildt! Det er ikke sidste gang, at jeg er dér, og når mine brødre og forældre besøger mig senere på året, så får de i hvert fald lige en lille tour :-). Kl halv 3 pakkede de sidste af os soveposerne ud og sov helt til kl 8 - med radbrækkede rygge efter en nat sovende på sten begav vi os hjemad igen, og nu er jeg meget træt, og glæder mig til jeg får fri fra arbejde i aften og kan sove!
Lehitreot :-)